Forside    Nyheder    Båden    Besætningen    Logbog    Billeder    Sejl med    Køb/Salg    Foredrag    Links

Rejsebreve>>

1

 

Hej Alle sammen
Vi
er nu naaet til Irland og har haft en rigtig god tur indtil nu. Vi startede med en lille overraskelse i form af en ekstra gast, Cecilie over Nordsoen. Turen over gik rigtig godt med perfekt sejlervejr, masser af spaendende havfugle, marsvin og 2 delfiner der legede ved baaden midt om natten. De lavede lange baner af morild og var en kaempe oplevelse for os alle.
Skotland var meget smukt, men ikke saerlig interessant paa den kulinariske eller kulturelle side. Vi noed dog turen gennem den Kaledonske Kanal i godt vejr. Vi saa desvaerre ikke Nessie da vi sejlede over soeen.
Vestskotland boed paa vildere natur, kolde naetter og kraftig stroem, hvilket var meget spaendende og laererigt.
Efter Skotland gik turen til Nordirland og derfra til Dublin i Irland, hvor vi er nu.
Den faste besaetning bestaar af Maria og jeg samt vores gast Martin. Vi har det rigtig godt sammen og sejladsen gaar rigtig godt.
Haaber I har det godt.
Der vil loebende vaere opdateringer med billeder paa hjemmesiden:
www.sylove.dk

Mange hilsener Bo

PS (personlige sluthilsener):
Tillykke til Patrick med hans 1 aars foedselsdag.
Til Lundbeck-erne: I maa gerne slide i det, saa aktierne kan stige lidt og vi kan forlaenge turen....

 

2

 

Hej Allesammen!

Her er saa lidt nyt fra ”Love”, som nu er kommet godt til Spanien.  I Dublin fik vi forstaerket monteringen af roestjernene til de agterste undervanter og de har vaeret taette lige siden! Da dette var paa plads gik turen sydpaa langs den irske oestkyst, rundt om hjoernet (Tuskar Rocks) og vestpaa mod Crosshaven ved Cork. Vi tog det i et hug og saa delfiner undervejs tidligt om morgenen. Vi havde en god vind og kunne glide op ad floden til Crosshaven den efterfoelgende eftermiddag kun 2 hatte fattigere...

I havnen var jeg lige ved at komme galt afsted, da jeg ikke havde kalkulleret flodens 2 knobs stroem ind i mine fine manoevrer! Vi fik saaledes vendt rundt i bassinet med en fin sikkerhedsafstand paa 2,5 cm til en anden baad (Hvem har brug for mere).  Crosshaven var lidt af en skuffelse, idet jeg havde forventet mange andre langturssejlere paa vej til at krydse Biscayen. Vi var dog de eneste...  Da de ikke kunne skaffe spanske soekort inden for vores tidsramme, besluttede vi at gaa til La Coruna foerst. Dagen efter gled vi ud af flodmundingen med en god vejrudsigt i ryggen. Et lavtryk skulle bevaege sig sydover laengere vestpaa end os. Ellers alt ok.  Vi startede saa med at have vinden stik imod os og vejrudsigten, men Balladen krydser jo godt og vi var hurtigt uden for fiskbaadenes revir, alene paa det blaa ocean. Dagene gik hurtigt med vagtordningen til at fastlaegge ens doegnrytme. Vi stiftede her bekendtskab med den nordatlantiske doenning fra NV.  Den bestaar af vandbjerge paa ca 5-6 m hoejde og en laaang boelgelaengde, der kommer rullende roligt og loefter en op og ned, saa man lige skal time sit udkig til at vaere mens man er paa toppen.  En sen aften fik vi dog en haard vind foran for tvaers mens Maria var paa vagt. Dette resulterede i en kraftig soe, der stod ind ad daeksventiler og nedgang indtil jeg fik skiftet forsejl og vinden selvfoelgelig lagde sig lige efter. Typisk! Vi fortsatte dog med smaa sejl for en sikkerheds og for nattesoevnens skyld. Den efterfoelgende vejrudsigt var ret daarlig da lavtrykket havde skiftet retning og var ved at skubbe sin kuling i vores retning mod oest ind i Biscayen. Vi forberedte os paa det vaerste, men var heldige idet lavtrykket gik bag os op mod Brest. I steddet fik vi en hel nat med torden og 2 fiskerbaade, der blev ved med at vende hver gang vi proevede at komme forbi dem. Vi klarede det dog med hoejt humoer, da vi havde haft en flok delfiner om baaden i 15 min lige inden solnedgang samme aften. Billederne kan ses paa hjemmesiden.

De sidste 2 doegn stroeg vi bare afsted og gik i land i La Coruna 5 doegn aeldre. Vi startede traette med en tappas-tourne rundt i byen. Tourneen aendrede dog langsomt karakter og endte foerst naeste morgen...Saa skulle der ogsaa soves!

La Coruna var en fin by, men efter 3 dage maatte vi videre. Vi fik anbefalet Laxe lidt laengere henne af kysten af en pige vi koebte soekort af. Det provede vi saa. Paa vejen blev jeg overskyllet 3 gange fra top til taa, da der var en frisk halvvind fra Biscayen.  Kysten er utrolig flot med stejle klipper og smaa oer.  Vi saa 2 klumpfisk i overfladen, hvilket var ret sjovt at opleve.

Efter Laxe sejlede vi til Camarinas, som Niels og jeg ogsaa besoegte i 1996. Paa vejen fangede vi 3 makreller som vi stegte undervejs. Da vi sparede frokosten kunne vi gaa ud og faa mere tapas i Camarinas. Her har vi bare nydt livet for anker, set paa byen og naturen, grillet friskfanget makrel paa stranden og haengt ud med nogle nordmaend vi moedte foerste gang i Nordirland. Det er til at holde ud!  I morgen satser vi paa at fange en tun paa vej sydover, da Martin er ved at vaere traet af makrellerne.

Haaber I har det godt.

Mvh. Bo

 

3

 

Kaere Allesammen!
Nu er det saa ved at vaere tid til endnu en updatering fra turen med "Love". Turen er siden sidst fortsat langsomt sydover med flere besoeg i de Nordvestspanske fjorde (Rias) og et fantastisk ophold pa Isla Cies. Her laa vi for anker ved en hvid sandstrand med turkisfarvet vand. Oen er et naturreservat med masser af smaa vandreruter rundt mellem hvide strande, klipper, skov og smaabjerge. Vi fik ogsaa snorklet og set utrolig mange fine fisk, soestjerner, soepindsvin og blaamuslinger, hvilket gav miljoet en hjemlig atmosfaere. I ankerbugten kom der den ene dag 5 andre danske baade, saa lvi var i klart overtal. Det var lidt specielt, men vi blev hurtigt gode venner med dem og hyggede os sammen om aftenen, Hvor vi som den mindste baad lagde cockpit til selskabet. Her kunne man blive laenge, men vi havde jo en tidsplan, saa turen gik videre mod Bayona, hvor vi laa "taaget inde" i en del dage. Det var frustrerende, men ikke engang de stoerre baade med radar sejlede ud. De andre
danske baade herunder Lars og Lenes Bianca 111, Lela, dukkede ogsaa op, saa vi hyggede os igen sammen og aftalte at moedes paa Tobago til Juleaften, hvis ikke tilfaeldet ville det foer.
Da taagen lettede gik turen videre mod Lissabon. Undervejs lagde taagen sig dog taet igen, saa vi maatte soege havn i Nordportugal.
De sidste mil mod havnen kunne vi kun se et par baadslangder frem og toeffede langdsomt fremad. Til sidst var det blevet morkt og endnu mere taaget, saa Martin holdt det udkig, der kunne lade sig goere, Maria styrede efter de anvisninger jeg kunne give ved hjaelp af vores Portugal oversejlingskort, Reeds almanak og GPS-en. Vi laa lige imellem det roede og groenne lys paa ydermolerne, da Martin kunne skimte dem, men han havde laenge kunnet hoere Atlanterhavsbraendingen mod molen, saa det var virkelig en lettelse at slippe indenfor i havnen. Her fik vi saa et ubetydeligt problem, da vi gik paa grund, da boejerne i havnen ikke var belyste.
Vi kom dog hurtigt af mudderbanken og fik lagt os godt paa plads. Det var rigtig godt at vaere paa plads efter saadan en oplevelse.
I Povoa de Varzim "taagede vi inde" igen, men brugte tiden til at besoege nabobyen Porto og smage paa de dejlige draaber derfra. Saa livet gik da videre selvom turen maatte vente lidt. Da det endelig lysnede havde vi efterhaanden brugt for meget tid, saa vi besluttede at gaa direkte til Porto Santo ved Madeira. Vi havde en fin tur med faa taette taagebanker, men efter et par dage fik vi haard vind, hvilket igen betoed vand i kahytten og usikkerhed omkring vejrudviklingen. Det blev dog fint vejr efter et lille doegn og de sidste 2-3 dage af de knap 6 doegn var bare fantastiske: 2 spilede forsejl, 1 flyvefisk paa daekket, blaa himmel, jaevn vind, fladt vand, laesning og fiskeri.
Sidstnaevnte gav os en lille fin tun den ene aften! Da vi naermede os Porto Santo blev vi hilst velkommen af 4 grindehvaler ved baaden.
Herligt!
Porto Santo er en lille hyggelig men noget gold oe. Vi fik spadseret rundt og nydt udsigten fra en af toppene, hvorefter vi fortsatte mod Madeira. Turen gik i samme perfekte vejr og lige inden Madeira fangede vi en guldmakrel paa 52 cm. Det var bare lykken og saa lige til spisetid endda!
Her paa Madeira har vi arbejdet lidt paa baaden og set Funchal, som er fyldt med entusiastiske charter-pensionister, der faar set alle de flotte blomster de har set i Spies-katalogerne.... I morgen gaar turen ud af byen til det efter sigende aegte Madeira. Det bliver spaendende at opleve.
Om et par dage skal vi ud og ligge for anker paa oestsiden af oen og om en lille uges tid gaar turen videre mod Kanarie-oerne.
Vi haaber, at I har det godt derhjemme.
Mvh. Bo

 

4

 

Hej Allesammen!

Vi er nu nået til La Palma, Kanarie øerne.

På Madeira afrundede vi opholdet i Funchal havn med at vandre langs levadaerne ude i bjergene, hvilket var en meget positiv oplevelse sammenlignet med turistgøglet i Funchal. Levadaerne er vandingskanaler, der forsyner store dele af øen med det regnvand der kun falder højt i bjergene på nordsiden af øen. På den måde har man kunnet holde selv tøre områder frugtbare, hvilket utvivlsomt har haft betydning for det ry som Madeira har som blomsternes ø samt frugtdyrkningen på øen. Arbejdet i de uvejsomme bjerge, der foregik for flere generationer siden, har været en stor investering, som dog har givet øen et betydeligt afkast. Vi fik også set den botaniske have, da vi skulle søge tilladelse til at anløbe naturreservatet Islas Selvagem cirka midt mellem Madeira og Kanarieøerne.

Tilsidst sejlede vi østpå og forsøgte at ankre i en øde bugt omkranset af 50 m høje klipper. Vinden var dog usædvanligt i syd, så der var meget uroligt. Vi måtte sejle lidt  tilbage til byen Machico, hvor de første europæere gik i land i 1400-tallet. Inden vi sejlede ud nåede Maria lige at spotte en havskildpadde dykke. Sejt!

Machico var en rigtig lille hyggelig by, og vi ønskede, at vi havde prioriteret tiden på Madeira lidt anderledes....

Vi måtte dog afsted mod Islas Selvagem, idet vores landgangs-tilladelse kun galdt for den 30. sept. og den 1. okt.. Vi havde meget svag vind men kunne sejle tæt forbi de øde Islas Desertas syd for Madeira med solnedgangen til at farve klippeøerne røde. Til det smukke syn fik vi endda også en fin guldmakrel på krogen. Martin så den jage blæksprutten op bagfra med spring, så vi var klar til at tage “fighten” op med det samme. Det var en sjov fisk  at hale ind og det viste sig at slå den hidtidige rekord med sine ca 60 cm. Dagen efter så vi flere havskildpadder, men de var dog lidt sky. Næste morgen da solen stod op nærmede vi os øen planmæssigt (ved hjælp af motoren). Både lige før solopgang og 2 gange lige efter blev båden hjulpet på vej af mellemstore delfinflokke. Det er nu mere reglen end undtagelsen at vi bliver hilst velkommen til øerne af de dejlige skabninger. Da vi sejlede ind i den eneste bugt, hvor man kan gå i land og få tilladelsen tjekket af vagterne, oplevede vi det hidtid klareste vand og det dybeste at ankre i på turen. 17 m  -og man kunne se bunden uden problemer. Da man normalt anbefaler at bruge 4-5x vanddybden havde vi lidt arbejde med at forlænge vores 40 m kæde samt skifte CQR-ankeret ud med et stokanker der kunne fange noget på klippe- og lavabunden. Vi brugte det meste af dagen på a snorkle fra båden og rundt langs kanten af bugten. Det var det mest særprægede landskab, jeg har set under vandet. Man kunne se hvordan lavaen var løbet ud over havbunden i brede baner, som en undervandsflod. Andre steder var lavaen helt glat men med store kuglerunde huller i. På vej tilbage til båden svømmede vi over et område hvor vulkanaktiviteten havde skubbet klippestykker op i et heftigt forrevet landskab med syleskarpe klipper der stak flere meter op ad havbunden. Det var som at være midt i Kaptajn Nemos univers. Fiskene var et kapitel for sig. Vi så små sorte fisk med med flotte blå prikker, gule fisk med grønne pletter og en fisk der svømmede kun ved hjælp af brystfinnerne –næsten som en sommerfugl. Det mest specielle var dog en 1 m stor fisk, som Martin opdagede svømmede rundt under os. Den gemte sig dog hurtigt i en grotte. Da vi var på vej tilbage mod båden, kom den dog og indhentede os. Det var ok og virkelig spændende. Da den kom nærmere, så man kunne se tænderne i den brede mund, tænkte jeg på, hvad sådan en krabat mon lever af. På det tidspunkt ændrede den retning og steg op mod os (knap så sjovt for os!). For at den ikke skulle komme så tæt på at den evt. kunne blive forskrækket over vores blege hud, valgte jeg, at give den en ordentlig omgang strømhvirvler lige i hovedet vha. svømmefødderne. Det fik den til at genoverveje situationen og den svømmede tilbage igen. Pyha...

Senere, da vi blev vist rundt på øen af vagten, fik vi at vide at den var ganske ufarlig for mennesker, men nysgerrig af natur. Dens navn er i øvrigt Ephinephelus marginatus. På turen rundt på øen så vi reder med store unger fra nogle af de ca 30.000 ynglende havfugle, der lever et bekyttet liv på øerne.

Næste dag skulle vi have været på naboøen, men kraftig dønning fra en jævn til frisk vind gjorde desværre indsejlingen mellem de mange skær umulig. På skærene lå der flere vragrester og 10 dage inden var en fransk yacht forlist, så det var ikke stedet at spille smart...

Vi sejlede derfor videre mod La Palma på Kanarieøerne. Et stykke sydvest på lagde vinden sig dog og i det stille vejr kom vi rigtig tæt på en del havskildpadder på 30-40 cm. Det var rigtig spændende at opleve.

Santa Cruz de La Palma var en rigtig charmerende by med fine gamle bygninger og en afslappet atmosfære. Den er beskrevet som den smukkeste by på Kanarieøerne og det er sikkert rigtigt. Til havnens fasciliteter hørte ud over bad og toilet en swimmingpool og en bar, så det var luksus. Vi tog herfra på udflugter og så blandt andet vulkankrateret midt på øen, der med sine 28 km i diameter er verdens største.

Efter mange gode dage sejlede vi videre til Puerto de Vueltas eller Valle Gran Ray på La Gomera. Vi havde en perfekt sejlads og kunne klemme os ind i inderhavnen ½ time før mørket faldt på. Dagen efter vandrede vi op gennem dalen i selskab med en stor men meget velopdragen hund. Den fulgte os troligt og fik da også lidt rester fra frokosten. Da vi skulle til at vende næsen hjemad var hunden helt udmattet af varmen, så vi måtte give den noget af vores dyrebare vand. Da vi nåede tilbage kunne vi ikke komme fra den igen, så vi måtte nare den væk og stikke af...

Vel tilbage roede Martin og jeg ud til nogle klippeskær i udkanten af havnen. For første gang skulle vi snorkle i et område der ikke var fredet, så harpunen var med. Vi havde dog ikke held til at ramme noget, så det blev kun til wok med grøntsager og æg til aftensmad.

I morgen skal vi ind midt på øen og se regnskoven, der findes her og senere om på den anden side til San Sebastian.

For billeder og info om tur og båd se: www.sylove.dk

Mvh. Bo

 

5

 

Hej Allesammen!

Her kommer saa lige en sidste hilsen inden vi sejler sydpaa mod Kap Verde og derved forlader Europa.

Paa La Gomera sluttede vi af i San Sebastian, hvor vi mødte Kurt, der havde vaeret afsted i 8 aar alene i sin gamle motorsejler. Vi hyggede os over Marias banankage og hørte mange spændende betragtninger over kultur og samfund, som han havde haft tid til at filosofere over på sin spændende tur rundt i alle Middelhavets afkroge og på atlanterhavsøerne.

Havnen var som et akvarie med mange forskellige fiskearter, herunder trompetfisk!

Vi kunne godt være blevet længere på La Gomera, men vi havde en tidsplan at tænke på og de kommende destinationer trækker jo også i een.

Vi sejlede fra La Gomera i en jævn nordlig vind på vej ned mod sydspidsen af Tenerife fik vi pludselig bid af en kæmpefisk, der trak ca 100 m line af havhjulet og bøjede havstangen fuldstændig sammen som et tynt bambusrør. Jeg strammede bremsen på hjulet alt, hvad jeg kunne, men i løbet af meget kort tid var hjulet næsten tomt og tilsidst knækkede linen desværre. Det var rigtig ærgerligt, men vi er ikke rigtig gearet til havets kæmper...

Vi har dog fået sat en tykkere line på nu og håber at få bid af lidt mindre fisk fremover!

Da vi rundede sydøst hjørnet af Tenerife lagde vinden sig under solnedgangen og vi fik besøg af en mindre flok grindehvaler. De svømmede med næsten haldelen af hovedet og kroppen ude af vandet i overfladen, så vi kunne rigtig beundre dem trods det svage lys. Næste eftermiddag anløb vi Las Palmas efter en meget stille tur.

I Las Palmas blev tiden fortrinsvis brugt på indkøb, forbedringer af båden, lidt sightseeing og Martin fik taget dykkercertifikat.

Fra Las Palmas gik turen så videre ud på oceanet med kurs mod et af turens mest eksotiske og uspolerede steder, Kap Verde. Vi sejlede i frisk medvind stort set hele vejen og så mange flyvefisk undervejs. Vi tilbagelagde de 850 sm på lidt over 7 dage, hvilket var noget hurtigere end forventet. Da vi nærmede os Sal fik vi besøg af en flok delfiner, der lystigt srang helt ud af vandet for at lave maveplaskere på siden. Vi gik ind i Palmeira, hvor vi efter at have kastet anker aller inderst i havnen blev mødt med fremmede lugte, flotte farver på fiskebådene, trommespil, landing af store tun, fodbold på stranden og store mængder støv.

Vi fik indklareret rimelig hurtigt og nemt af de flinke lokale embedsfolk og kunne derefter suge til os af alt det fremmede omkring os. Byen, var meget lille, støvet og fattig. I mange af butikkerne var der stort set ikke flerer varer end hvad man kan finde i et gennemsnitligt dansk køkkenskab, men folk var venlige og et smil eller en hilsen blev altid gengældt med stor glæde. I afkrogene af den lille by var vi en næsten lige så stor attraktion for dem, som de var for os og der var mange nysgerrige blikke.

På ankerpladsen mødte vi en del bekendte både og en ny, der hed Rebellion. Det var en ung hollænder, Paul, der var på vej til Kap Horn i en lille Vega i bedste Berserk-stil. Ham og hans gast/kæreste havde vi mange hyggelige timer med. Sammen var vi på udflugt til det saltværk, der havde navngivet øen Sal, øens “storby” Esparagos samt til en helt fantastisk strand kaldet Baia Mordeira med rigtig flot snorkling ved turens første koraller.

Alt for hurtigt måtte vi videre og sejlede en god nats penge til Tarrafal på øen Sao Nicolau. Dette skulle være et af favoritstederne blandt langtursejlere med eneste ulempe, at der kunne stå en stiv kuling ned gennem de dybe slugter i bjergsiden, så man ikke ville kunne ro i gummibåden uden at drive til Brasilien....

Vi havde dog fin vind og stedet levede til fulde op til sit ry. Byen var meget stille og fredelig og vi fandt hurtigt et par gode spisesteder. På Kap Verde er det stort set lige billigt om man spiser ude eller handler ind, da råvarerne er rasende dyre i butikkerne. Ulempen er at man næsten alle steder kun kan få ris og pomfritter med enten kylling eller tun, hvilket man dog godt kan leve med, hvis ens livret er stegt tunbøf med pommes!

I Tarrafal var vi på en lille vandretur op i en af slugterne bag byen. Det var meget imponerende, varmt og tørt. Oppe i bunden fandt vi et komplet gedeskellet. Her var barske vilkår for dyrene og ikke mindst menneskene der boede her. De levede af at samle sten og ral, der blev båret i metalspande på hovedet ind til byen. Et slidsomt arbejde for de fattigste i udkanten af byen. Råmaterialerne blev anvendt til de utallige byggerier, der var igang overalt i byen på grund af statens velvillighed til billige byggelån, der inkluderede vejledning og opsyn af en ingeniør, hvilket har resulteret i en for afrikanske forhold høj boligstandard – for dem der blev færdige....

I byen fandt vi en meget dygtig snedker Louis Rosé Silvo Soarez, som jeg besluttede skulle have opgaven at lave en teakrist til dørken ved nedgangen, som jeg havde spekuleret på kunne løse vores fugtproblemer ved nedgangen. Efter at have målt op og overleveret udførlige tegninger blev prisen sat til 50 € og tidsrammen 4 dage. De 4 dage blev dog til 6 og adskillige forhandlinger undervejs på grund af forsinkelsen. Vi måtte således udsætte hvores afrejse med 1 dag, men fik tilgengæld et flot stykke håndværk og en sjov oplevelse. Ventetiden blev brugt til udflugter til det lille strandsted Barril, der var helt øde, men bød på mange spændende opskyllede ting på stranden, som havskildpadde skelletter, en lille haj og konkylier samt til øens hovedby, Ribeira Brava inde i bjergene, hvor den lange snoede køretur næsten var højdepunktet.

Vi havde også mange hyggelige timer med besætningen fra den århusianske sejlbåd Naveren.

Næste stop var sidste destination før Atlanten, Mindelho på Sao Vicente. Jeg havde planlagt at fange en stor tun på vejen, men vi løb fra svag-jævn vind ind i en stor accellerationszone med hård vind foran for tværs. Dette medførte et par drivvåde sejlskift samt en flænge i storsejlet, så der blev desværre ikke fisket meget. Vi kom dog hurtigt frem og kunne kaste anker inderst i havnen lige ved solnedgang. Her lå rigtig mange gamle kendinge, så det blev til nogle hyggelige dage med socialt samvær, udflugt til den meget smukke Santo Antao og forberedelser til Atlanten. I Mindelho er prisniveauet noget højere end det vi er vandt til, og det er nødvendigt at hyre en person fra den stærkt organiserede og ofte ganske uduelige gummibåds-vagt-mafia. Det hele er dog gået op i en højere enhed og vi har nydt den pulserende by rigtig meget.

Vi er i skrivende stund ved at afslutte de sidste forberedelser til den længste tur hidtil, som er planlagt til den 1. december, imorgen med forventet ankomst til Charlotteville, Tobago før Jul.

For mere info: www.sylove.dk

Mvh. Bo

 

6

 

Hej Allesammen!

Nu fik jeg endelig afset lidt tid til at skrive flere historier fra de varme lande...

Vi kom naesten rettidigt afsted fra Kap Verde øerne. Det naaede dog at blive moerkt inden afgang, idet der var en del flere smaating, at ordne end man lige regner med inden ens foerste kryds over Atlanten. Vi var saa kvikke at medbringe et mindre udvalg af pizza og taerte fra den lokale bager til den foerste afstensmad på den rullende Atlant. Snart koerte vagtplanen sin 4 timers rutine og efter 3 doegn med frisk vind og flyvefisk i naesten alle kroge af baaden var soebenene tilbage i fin form som saedvanlig. Efter et par dage med hård vind og masser af skvatsoer i cockpittet blev jeg utilpads med manglende energi og ondt i halsen. Jeg regnede med at det var lavt blodsukker pga. de store bølgers og varmens effekt paa madindtaget og begyndte at spise og drikke mere. Maria fik ogsaa en tur med en smule forsinkelse. Vi havde en lille uge med frisk til hård vind og ingen energi, hvilket var en kombination, der gav en meget ensformig tilvaerelse ombord. Det viste sig senere, at vi var blevet smittet med en slags lungebetaendelse fra Lela, hvor de havde haft en syg gast ombord, der ogsaa havde smittet dem. Da energien kom tilbage, blev det hele noget sjovere og vinden lagde sig ogsaa lidt, saa forholdene lignede det vi havde forventet hjemmefra. Vi havde en god tur det sidste stykke med skiftende vindstyrker og retninger, en del byger, læsning, tropic birds hver morgen kl 7 og fiskeri. Fiskeriet gav os den stoerste oplevelse paa turen over Atlanten, da vi en middag fik en 102 cm lang guldmakrel paa den hjemmelavede håndline. Det blev til 3 stk 400g filleter, som vi spiste til frokost samt 23 store fiskefrikadeller, som blev spist til aftensmad og naeste dags frokost. Saa havde vi ogsaa faaet saa meget fisk, at vi var ved at revne og ikke foelte behov for at fiske mere paa den tur! Ellers boed turen paa moedet med 6 skibe, hvoraf  der var én sejlbaad og ét skib paa skaerende kurs. Desvaere var der ogsaa en del skidt i vandet I form af rebstumper, garnrester, flasker, plastikposer og et flydende koeleskab, som vi var taet paa at sejle ind i. Det er foruroligende at man paa saa stort et hav finder saa mange efterladenskaber fra mennesker. Efter at have sat hvad der foeltes som et hav af middagspositioner i oversejlingskortet dukkede Tobagos lys endelig op en sen nat og efter 17,5 døgn, 2188 sm. og alt for mange faerdigretter blev vi hilst velkommen til Charlotteville af brune suler, fregatfugle, pelikaner, en lille flok atlantiske plettede delfiner og de groenneste tropiske bjergsider. Det var en fryd for øjet, der lidt for laenge kun havde set graa og blaa nuancer. I Pirates Bay laa der de gode gamle kendinge fra Gran Canaria og Kap Verde; Asra, Lela, Nordstjernen og Margarita. Vi havde nogle hyggelige dage sammen og snart var det Jul. Vi fejrede Julen med grill paa stranden om eftermiddagen sammen med alle de andre sejlere og en ny ven, Anders, der havde arbejdet med unge i ½ aar paa Trinidad. Lars fra Lela havde lavet et juletrae af materialer fra junglen, som der lystigt blev danset rundt om. Da det blev moerkt fortsatte den haarde kerne til Janes Quality Kitchen, hvor Charles havde tilberedt nogle store kyllinger og havde koebt en ubestemmelig vaeske som han skamloest kaldte panty remover. Anders ville gerne vide om det var Charles egne eller om det var damernes der skulle stå for skud, hvilket vi aldrig helt fandt ud af…

Efter den gode middag trak de fleste sig tilbage, men vi var inviteret op til en julefest hos Phyllis, der boede mellem Charlotteville og Pirates Bay. Vi besteg skraaningen med lidt medbragte oeller og blev snart budt indenfor til sang, dans og musik. Vi havde det rigtig sjovt og kom til at drikke en flaske rom, som nogle nordmaend havde opgivet. Midt paa natten, mens Anders proevede at bilde mig ind, at et billede af “den sidste nadver”, som hang paa væggen, blev taget sidst han var paa besoeg, fik vi pludselig serveret en tallerken ris, boenner og kylling, hvilket blev det tredie varme maaltid den dag! Forspise sig juleaften kan man aabenbart ogsaa I Karibien...

De naeste dage gik med afslapning, hvilket er ret ligetil naar man er paa Tobago. Snart var det dog tid til at hente Jens, der skulle sejle med os i 2 mdr i Karibien. En dag lejede vi en gammel smadret Toyota og Anders, der kunne alle haandtegnene i trafikken,  koerte os rundt paa oen. Det blev en saerdeles underholdende tur, da motoren hele tiden blev for varm, en benzinslange hoppede af og laasene i doerene kunne kun aabnes inde fra, hvorfor en skulle kravle gennem bagagerummet for at komme ind i bilen, naar vi havde laast den. Vi fik set Arnos Vale, hvor vi snorklede i et meget varieret undervandslandskab og fik set en moraene og svoemmet med en 40 cm havskildpadde, der slet ikke var bange for os. Det var en meget stor oplevelse at dykke ned til den og svømme paa siden af den.

Vi fik ogsaa set Hillsborough Dam og Argyle Waterfalls, hvor vi badede i skumringen. Nytaarsaften fik vi holdt i Charlotteville paa Janes Quality Kitchen, Sharons og Beach baren. Der var gang i den til den lyse morgen og naeste dag gik lidt traegt.

Det var svaert at loesrive sig fra Tobago, men den 4. januar kommer vi endelig videre. Vi sejler natten over til Chaguaramas, Trinidad og ankommer om morgenen med medstroem i Monos straedet. I Trinidad bliver tiden brugt på at saette baaden i stand efter den ret slidsomme tur over Atlanten. På knap 3 uger har båden sejlet en distance der svarer til 4 gennemsnitlige saesoner hjemme i Danmark, saa der er meget, der skal have en overhaling. Roret lystrer ikke helt som det skal og faar derfor nye boesninger, en flaekke bliver repareret og det bliver forstaerket indvendigt med epoxy på staalflangerne. Bunden faar ny maling og vindroret forstaerkes, da det havde vredet sig paa turen over. Der var ogsaa en del utaetheder, som vi fik taetnet og mange smaareparationer diverse steder. Vi fik proevet kraefter med nogle af de ca. 95 lokale yacht “specialister”, som i de fleste tilfaelde var ekstremt upaalidelige og dirrekte uduelige. Kap Verde-tempoet var vand ved siden af hvad vi oplevede her. Jeg vil raade alle der forventer ekspertise her til at slaa koldt vand i blodet og vaere klar til at skrue  den haarde forhandler-bisse paa. Det hele ser dog ud til at vaere gaaet op i en højere enhed, og vi har da ogsaa faaet konstrueret en fin staalboejle over sprayhooden, hvilket kostede forhandlings blod og sved baade for mig og ejeren af smedjen. Han sluttede med at fortaelle at han pga. mig aldrig mere turde saette en slutdato i en kontrakt igen!

Anders kom tilbage til Trinidad og viste os den meget underholdende, sprudlende men fattige hovedstad Port of Spain. Han gav os kontakten til en god chaffoer, Marlon, der koerte os til en asfalt sø kaldet Pitch lake samt et stort mangove omraadet Caroni som vi var paa baadtur i. Her så vi en lille boa, en myresluger der sov i et træ, kollibrier, soelvhejrer, blaa hejrer og ikke mindst rød ibis, som var hovedattraktionen. De kom tilbage i store flokke til en bestemt oe i sumpen lige omkring skumring. Det var meget smukt at se flokkene som paa afstand lignede roede skyer.

Snart forlader vi Trinidad til fordel for Grenada, men vi skal lige se Asa fuglereservatet og ud og ligge for anker ved oen Chacachacare som er en forladt spedalsk koloni, hvor husene skulle staa faldefaerdige men med inventar. De lokale kommer der kun noedigt, da det skulle spoege paa oen.

For billeder og mere info om turen. Se: www.sylove.dk

Mvh. Bo

 

7

 

Hej Allesammen,

Efter det lange ophold i Chaguaramas gik turen ud til Scotland Bay. Det var lige rundt om hjørnet men helt anderledes med sine grønne junglebeklædte skråninger helt ned til vandet. Næste morgen og formiddag kunne vi høre brøleaber rundt i træerne. Dagen efter tog vi et kort visit ud til Chacachecare, der ligger tæt ved Venesuela. Her udforskede vi en tidligere spedalsk koloni i nogle timer. Det var meget spændende, men også lidt uhyggeligt. Alt stod som det blev forladt i 1984. Dog havde junglen gjort sit ved bygningerne, hvilket sammen med stedets historie gav en dyster stemning. Vi fandt kirken, et par beboelseshuse, udendørs brusere, nogle bure med en kørestol i, et laboratorie med kølerum med ophæng til 2 bårer samt et lille elværk. Efter et hurtigt aftensmåltid gik turen videre til Grenada. Her anløb vi Prickly Bay næste formiddag. Vi var så heldige at være der under sejlerfestivalen i Grand Anse, som vi selvfølgelig var ovre at se. Vi mødte også den norske båd Norrata igen. Sammen med Anetta og Thomas tog vi på udflugt til øens nationalpark, Grand Etang, hvor vi vandrede til den store guldmedalje. Vi fik også set hovedstaen St. Georges og Fort George , hvor Maurice Bishop i 1983 blev henrettet sammen med sin gravide kæreste og nogle partifæller. Byen er lidt turistet pga de mange kæmpe-krydstogtsskibe, der ligger til her.

Efter et par dage gik turen videre til Grenadinerne, hvor vi besøgte Union Island, hvor vi tilfældigt mødtes med Nordstjernen, som vi mødte på Kap Verde og holdt Jul med på Tobago. Vi snoklede lidt på et dødt koralrev og fik set byen Clifton. Næste dag sejlede vi ud til Tobago Kays, som er en meget populær ankerplads. Vi forstår godt hvorfor. Vandet var turkis, strandene hvide og kokospalmerne hang ud over vandet som de skulle. Vi snorklede lidt og udforskede en lille ø. Dagen efter gik turen over til den lille ø Mayreau. Vi ligger os for anker ved et eksotisk resort og går ned til ben på den sydlige side af øen. Her oplever vi for alvor karibisk tempo, da vi får lov til at vene 1½ time før vi får maden på en restaurant. Samme aften gik turen videre til St. Vincent, hvor vi næste morgen lagde til i Wallilabou. Her blev filmen Pirates of the Caribian optaget og mange af kulisserne stod der endnu til stor glæde for os sørøver-fans. Vi havde et par rigtig gode afslapningsdage og vandt lidt respekt hos de lokale, da vi ferskede det salte tøj og tog bad i den samme flod som dem.

Vi mødte en tidligere blacksploitation / karate stjerne fra 70-erne Anthony “The Black Prince” Edwards. Han gik nu og drømte om at lave en actionfilm med hovedpersonen James Gun.... Det blev dog mest til 70% rom og karookee i hans egen bar Pirates Retreat.

Efter St.Vincent sejlede vi videre nord på til Dominica. Efter en lidt gyngende nat med frisk til hård vind foran for tværs og små sejl tog vi os en formiddagslur inden vi gik i land for at indklarere. Det kunne tolderne ikke lide. De prøvede at genere os på alle mulige måder og trusler om store bøder. Da de ikke rigtig kunne komme videre med deres sag endte det med at de krævede et ulovligt gebyr op uden at ville give en kvittering samt nægtede at give os clearence (tilladelse til at forlade øen) med det samme som vi var blevet lovet og havde ret til. I stedet måtte vi så gå de 3 km ud af byen den sidste dag også. Det var dog det hele værd for den vagthavende tilkaldte de pågældende toldere og bad dem forklare hvorfor vi skulle bruge dobbelt tid på sagen, hvilket de ikke kunne. Maria og jeg kunne næsten ikke skjule smilene, da de luskede ud efter en reprimande.

Dominica viste sig at være en af de mest naturskønne øer i Karibien. Vi var på ture med Cosmo og hans ven der var naturmedicin kyndig. De viste os alle de helbredene og spiselige planter i junglen, som der næsten ikke var mere tilbage af da vi tog derfra. Vi medbragte store mængder af helbredende og flotte plantedele, herunder potensstyrkene urter, kalabas frugter, røde bønner, nødder og store bælge. Det store hit blev en kakaofrugt fuld af bønner. Med Cosmos forklaring fik vi senere renset, ristet,og knust bønnerne. Resultatet blev en rigtig god varm kakao til stor overraskelse for de skeptiske (herunder mig selv).

Vi var også ude at se et Carib indianer-territorie, vandfaldet ved Emmerald Pool, der er en del af et Unesco beskyttet område, nogle varme kilder samt den meget charmerende sydkyst med små fiskelejer.

Vi var også oppe ved Fort Shirley tæt ved ankerpladsen samt ude i den bagvedliggende naturpark og snorklede i Toucari Bay, hvor vi så 2 havskildpadder ved de stejle klippeformationer.

Sidst men ikke mindst tog vi en bådtur op ad Indian River. Her var der også optaget scener til Pirates of the Caribian. Det var en flot tur, hvor vi var så heldige at have den mest erfarne guide til at ro båden og fortælle om området. Alt for hurtigt var det tid til at forlade Dominica og få endnu en nat med frisk vind foran for tværs op til Guadeloupe.

Guadeloupe var som vi havde hørt et lille stykke af Frankrig, men kun et lille. Det var helt klart den mest udviklede ø vi har været på i Karibien. Der var dog hyggeligt og der blev serveret fantastisk mad. Supermarkederne var sprængfyldt med varer, hvilket vi ikke havde set siden Kanarieøerne. Vi forkælede os selv, men skulle snart videre. Vi besluttede at gå gennem Rivere Salée der deler øen i to. Det betødat vi skulle sejle under to broer kl 5 og 5.30 om morgenen før det blev lyst. Vi lagde os derfor for svaj ved en mooringsbøje tæt ve broen og fik nogle timers søvn før vi tøffede op gennem floden og under broerne i den kulsorte tidlige morgen. Efter den sidste bro lagde vi os dog ved en ny mooring og sov det halve af formiddagen som teenagere ville have gjort det. Vi blev vækket af små bidende “bugs” og stak hurtigt af ud gennem floddeltaets mangrove til nordkysten.

Da kursen var sat syd om øen Montserrat gik der ikke lang tid før en stor kingfish på ca 1 m bed på krogen. Vi måtte desværre udsætte den igen, da der er risiko for chigueterra forgiftning, hvis man spiser de store rovfisk i det nordlige Karibien. Dagen efter på vej syd om Saba Bank, der i det km dybe karibiske hav kun er 8 m dybt visse steder, fangede vi en rekord-stor guldmakrel på 106 cm. Fisken blev spist med velbehag efter samme metode som over Atlanten: Filetter og fiskefrikadeller til næste dags frokost.

Da vi sad godt mætte og lige var blevet overhalet af en coaster ude om bagbord opdagede vi at den var svinget 90 grader rundt og havde os på kollisionskurs på kort afstand! I kikkerten synes jeg at kunne skimte et svagt grønt skær af en styrbord lanterne midt i dens meget kraftige dækslys. Vi måtte have spilestagerne af de to forsejl, vende båden 180 grader og for motoren sejlede vi hurtigt væk. Coasteren pløjede kort efter tæt bag om os og vi kunne ånde lettet op. Forklaringen på hændelsen må være at deres autopilot havde været sat til at sejle vest om Saba Bank og falde tilbage på kursen når de var fri af banken. De havde så valgt at sejle uden udkig og radaralarm, hvilket må siges at være dybt uforsvarligt -især når man ændrer kursen så drastisk.

Uheldet fulgte os, da vi senere opdagede en gaslækage ved slangestudsen bag på ovnen. Den var ellers blevet monteret af en VVS mand, men det er åbenbart ingen garanti. Næste dag gik det hele lidt bedre og vi strøg afsted for en jævn agten for tværs mod Virgin Passagen ved Sankt Thomas. Nord for Puerto Rico lagde vinden sig og vi satte for førte gang på turen spiler. Den faldt dog ned midt om natten, da blokken til faldet røg af pga en svigtende sjækel. Det gav en ret våd spiler, men hvad gjorde det, når vi var ved at være fremme ved Samana bugten i Den Dominikanske Republik. Vi havde valgt denne omvej til Cuba, fordi pukkelhvalerne fra Nordatlanten på dene årstid er trukket herned for at yngle. Vi var kun lige nået frem, da en stor flok kom til syne i det fjerne ved at lave store spring helt ud af vandet. Senere så vi flere hvaler tæt på og en der stod på hovedet i vandet og viftede gentagne gange med bagkrop og hale, hvilket kaldes lobtailing. Det var en stor oplevelse og hele omvejen værd!

Samana by viste sig at være en mindre men meget livlig og pulserende by med en vanvittig traffik hovedsageligt bestående af små larmende 100 ccm motorcykler. Vi blev budt velkommen med et obligatorisk besøg af flåden, en narkobetjent og en tolk. De skulle ikke have anden betaling end bestikkelse (kaldet drikkepenge), hvilket de var så venlige at oplyse os om helt naturligt. De var dog veldig flinke og hjælpsomme under hele opholdet. Dernæst kom turen til emmigrationskontoret, som stolt reklamerede med ikke at modtoge bestikkelse. Tilgengæld opkrævede de 42 US$ for båden og 40 US$ for os. Oveni kom 25 US $ i havnepenge til en ikke-eksisterende havn. Det var 4 dyre dage, men folk var sjove og venlige hele vejen igennem.

Vi fik ordnet spilerfaldet ved at sende Martin til tops i masten, en lokal VVS-mand loddede studsen til komfuret og vi fik set byen på kryds og tværs herunder det store marke, der var et kapitel for sig af råt kød, grøntsager, frugt, skidt, møg, støv, syge tiggere, tøj, sko, hustlere og suvenirs. Den ene dag splittede vi op da jeg ikke kunne holde ud at se flere vandfald og allerede havde set en gummiplantage i Malaysia, hvilket de andre havde tilgode. Jeg tog derfor alene rundt på halvøen med lokalbusser og fik set de flotteste bjerglandskaber med udsigt over det indre Samana Bay, der består af mangrove samt en mængde små byer, der var mere eller mindre turistede. På hjemvejen gjorde jeg holdt i , hvor vi alle skulle mødes til hanekamp. Guiden de andre havde med troede dog det var aflyst, så jeg overværede kampene som den eneste hvide (måske) nogensinde i denne arena. Jeg fik en del opmærksomhed i starten og fik lov til at holde en af favoritterne, så jeg kunne vurdere, hvor god den var. Da hanerne blev hentet frem skiftede fokus dog og en mængde højrøstede diskussioner om hanernes kampevner og udseende startede. Det blev mere og mere livligt og de lokale glemte nok tiden lidt. Da de havde diskuteret løs i over 1 time og jeg havde ventet ligeså længe startede den første kamp og støjniveauet blev om muligt endnu højere. Folk råbte og skreg deres lunger ud, hoppede og dansede eller fægtede med arme og ben. Kampen mellem hanerne symboliserer bl.a. folkets vilje til at kæmpe til sidste blodsdråbe og smitter lidt af på tilskuerne, der som hanerne også skal føre sig frem. Derudover har de fleste betydelige beløb sat på spil, hvilket hjælper til med at øge spændingen. Kampen mellem hanerne var blodig og på sin vis ubehagelig at se på, selvom de ikke kæmpede til døden her. Spillet mellem tilskuerne var dog en stor oplevelse, og alt i alt var det et interessant skue.

Efter Samana sejlede vi til nationalparken Los Haitises, hvor vi lå for anker ved en smuk limstensø, hvor sølvhejrer, fregatfugle og pellikaner havde slået sig ned i træerne for natten. Området er beskyttet af en lang tange og her er både små limstensbjerge og mangrove i en stor forvirring, hvilket gør stedet meget smukt og varieret. Næste morgen padlede vi i land og så en spændende grotte med enkelte ansigter hugget ind i klippen af Taino indianerne. Vi nåede lige at se det gratis inden guiderne og alle de andre turister dukkede op, så det var heldigt. På vej ud af Samana bugten fik vi pludselig uvejr med en skypumpe bag båden og meget kraftig regn. Da vi i skumringen forlod Samana bugten fik vi selskab af 2 pukkelhvaler der pustede blås ud lige ved båden og sprang ud af vandet så man kunne se hovedet og deres rynkede hvide bug. Det var en fin afsked, som også blev delt med 2 livlige delfiner. Resten af vejen til Cuba havde vi stille vejr og blev således en dag forsinket. Den 1. marts sejlede vi ind i læ af borgen Castillo del Morro og fik en fin plads i en lille marina ved Punta Gorda lidt uden for Santiago de Cuba.

Det var alt herfra i denne omgang. Jeg håber I har det godt og beklager I fik rejsebrev nr 6 en gang for meget.

Mvh. Bo, www.sylove.dk

 

8

 

Hej Alle sammen

Vi var nu ankommet til turens egentlige mål, Cuba, hvorfor denne rejsebeskrivelse nok bliver lidt længere end de andre.

I Santiago de Cuba blev vi rigtig godt modtaget af myndighederne, der bestod af en veterinær, der skulle tjekke vores grøntsager, en fra landbrugsministeriet, der skulle efterse kødprodukter, som vi dog ingen havde af, en mand der skulle undersøge båden for mulige ynglesteder for myg, en læge, der spurgte til vores sundhedstilstand, en tolder, en emmigrationsofficer og endelig 2 marinesoldater med en hund, der skulle snuse båden efter i krogene. De var alle utrolig venlige og høflige og det var helt hyggeligt at have de fleste ombord.

Martin og Jens skulle afmønstre båden her og det var lidt underligt pludselig kun at være to ombord. Vi fik dog holdt afsked i form af et par byture med rom, cigarer, øl og livemusik. Ved den lejlighed mødte vi Rafael, der blev vores gode ven i byen. Han var professionel danser og en rigtig fin fyr, som vi hyggede os meget med.

De næste dage gik med at arbejde lidt på båden og se alt hvad der kunne opdrives af revolutionsmusseer i Santiago, hvilket ikke var så lidt endda! Havnen ligger lidt uden for byen, så vi var nødt til at tage en taxa for at komme til centrum. På vejen var der underholdning i form af et stort missil rettet mod Guantanamobasen, der ligger tæt på Santiago samt et par store propaganda bannere, som der er billeder af på hjemmesiden.

Det mest spændende museum var Moncada kassernen, hvor Fidel Castro og hans modstandsfolk udførte en fejlslagen aktion den 26. juli 1953. Mange af de tilfangetagne modstandsfolk blev tortureret ihjel af Batistas tropper. Fidel Castro var så heldig at blive taget til fange af en ældre officer, der kunne se sin egen søn i ham, hvorfor han reddede hans liv ved at informere pressen om hans tilfangetagelse, før han kom til de berygtede torturkamre. Batista var således tvunget til at give Fidel Castro en rettergang, hvor han forsvarede sig selv og holdte den kendte ”History will absolve me” tale. Vi havde en god guide til at vise kun os to rundt, og han fandt det ustyrlig morsomt at teste vores elendige hukommelse ved at stille os spørgsmål til det, han lige havde fortalt.

Efter nogle spændende dage fik vi fint besøg hjemmefra i form af Marias forældre. Vi blev inviteret til fest hjemme hos Rafael, hvor hans kusine lavede en rigtig lækker gryderet med ged. Da vi var ude for at købe en øl og en dåse tomat til maden, fik Rafael diskret og stilfuldt overtalt mig til at købe en flaske rom med tilbage. Det blev startskuddet på en hyggelig og festlig eftermiddag med salsadans og hygge. Det hele kulminerede med jubelråb og endnu mere rom, da jeg, efter at Rafael havde ytret ønske om en lyshåret kæreste kom til at fortælle, at jeg havde alle tiders dejlige lyshårede veninde hjemme i Danmark…

Der blev også tid til at besøge romfabrikkens butik, en cigarbutik og ikke mindst kirkegården Santa Ifigenia, hvor nogle af landets største personligheder ligger begravet. Der var et imponerende mausoleum til ære for revolutionens fader Jose Marti med æresvagter, Cespedes´grav, der var den første cubaner, der frigav sine slaver og gav dem rettigheder samt de fleste af modstandsfolkene fra 26. juli-bevægelsen. Derudover var vi på en heldags udflugt til området øst for Santiago, hvor vi oppe i bjergene besøgte landets første kaffefarm og et udsigtspunkt. På hjemvejen stoppede vi ved en strand, hvor kun de lokale kommer. Her fik jeg snorklet i noget af det klareste vand, som jeg har set i Caribien. Uheldigvis kom John til at træde på nogle søpindsvin, men det blev taget i stiv arm og med et ekstra glas Santiago rom ved hjemkomsten til båden. De fleste aftener spiste vi på en restaurant opkaldt efter det gamle orkester Matamorro, der blandt andet har skrevet nummeret ”Guantanamera”. Her var der live son musik hver aften af henholdsvis en bror, Humberto og en søster, Maria til Buena Vista Social Club guitarristen Elliades Ochoa. Begge bands blev præsenteret af den samme fyr, som charmerede hele restauranten, især Margit, med sin udstråling.

Oprindeligt var det planen at vi skulle have sejlet lidt rundt, men myndighederne tillader ikke, at man går i land uden for de officielle marinaer, som der kun er en lille håndfuld af i hele landet. Der var derfor ikke så meget at sejle ud for, idet der var langt til nærmeste ankerbugt og uden landgang ville det ikke være turen værd. Der er ellers løsnet noget op, idet man modsat tidligere nu må sejle og ankre overalt ved Cuba. Jeg havde nogle lange snakke med havnemesteren, der skulle have vores sejlplan, der på grund af restriktionerne hele tiden måtte ændres. Forhåbentlig løsner de lidt op i fremtiden, så man kan nyde landet fra søsiden i samme omfang som fra landsiden. Generelt oplevede vi Cuba som noget mere vanskellig at besøge, end da vi rejste rundt med ryg ”tæsk”sæk året forinden. Alle var dog utrolig flinke, men der var mange regler, når man kommer i båd. En anden side vi oplevede var varemanglen, idet vi i en lille uge ikke kunne købe hverken marmelade eller toiletpapir noget sted i byen. Vi klarede os heldigvis igennem og priste os lykkelige, da vi endelig fandt papir. Der er ingen tvivl om at USA´s mangeårige embargo af landet har tvunget det i knæ. Tilsyneladende formår Cuba dog at klare sig igennem, selv om det foregår kravlende.

Snart blev det tid til at være alene igen, da Marias forældre skulle hjem til Danmark igen. Pga. problemerne med sejlplaner og på- og afmønstring valgte vi at sejle mod Cienfuegos for at påmønstre den næste gast Martin. Vi sejlede turen i 2 bidder af 2 døgn. Første stræk gik til et af Cubas bedste sejladsområder Jardin de la Reina. Det gik fint med 2 holds-skift på vagterne, selv om det gav mindre søvn. Den sidste nat var dog lidt hård da det blæste op til kuling. Vi fandt senere ud af, at der i dette område er et fast mønster, hvor vinden langsomt tager til fra sidst på dagen, indtil der blæser en hård vind om natten. Efter solopgang aftager vinden langsomt og midt eller sidst på eftermiddagen bliver der ofte helt vindstille. Det betød mange sejlskift og arbejde på fordækket, så jeg næsten, men kun næsten, kunne se en fordel ved rullegenua.

Vi nåede dog godt frem til Ankerpladsen Punta Cabeze del Este, hvor nogle fiskere holdt til i et hus på pæle beskyttet inde mellem nogle mangrove øer. Vi lagde til i lagunen og fiskerne hjalp os med at sætte hækanker i den smalle rende, hvor strømretningen havde mere at sige end vinden. Næste morgen blæste det endnu mere end dagen før, hvor vi havde kuling, så vi valgte at ”blæse inde”. Vi fik fisket, spillet 500 og kigget på fugle og så en trærotte på ca. 70 cm inde på den ene mangrove-ø.

Næste dag sejlede vi videre mod Cienfuegos, hvor vi ankom sent om aftenen efter en lidt vanskelig indsejling gennem fjorden i mørket. Kurserne i vores Cuba guide passede nemlig ikke, så det gav lidt forvirring i mørket! Heldigvis var sejlrenden, der snoede sig en del, godt afmærket, så vi kom ikke galt af sted.

Cienfuegos havn var lavet på samme måde som i Santiago, lå ved en pynt der hed Punta Gorda som i Santiago og hed Marina Marlin ligesom i Santiago. Personalet var dog knap så hjælpsomme og toilettet skulle åbnes af en bestemt person, som kun var der én gang under hele vores ophold. Vi havde skrevet under på at vi ikke ville bruge søtoilet i marinaerne på Cuba, men der var åbenbart undtagelser…

Vores nye gast Martin påmønstrede her og vi hyggede os fint sammen. Byen var lidt provinsiel, men meget hyggelig og velordnet. Folk virkede lidt mere velstående her end i Santiago. Vi oplevede også, at folk var lidt bedre til at tjene penge på os her… Der var for eksempel grønthandleren som ved en fejl kom til at gange antallet af frugt og grønt med pund prisen og derved prøvede at sælge os proviant til 18 € i stedet for 5€. Vi havde dog spottet ham, idet han svedte usandsynlig meget på overlæben, hvilket gjorde situationen ret karikeret.

Af sted kom vi dog. Første stræk gik mod Casilda ved Trinidad. Turen var ikke så lang, men Martin skulle jo lige ind i tingene. Vi blev hjulpet ind i en lillebitte lagune mellem en masse små skær og øer, hvor vi var de eneste langturssejlere. Vi blev placeret for enden af en flydebro lige foran en bar med palmetag. Det var enormt hyggeligt at ligge der, selvom vores guide havde skrevet negativt om stedet. En vigtig grund til at vi tog hertil var, at vi gerne ville overraske Griselda og hendes familie, som vi havde boet ved i Trinidad sidste år, da vi rejste med rygsæk rundt på Cuba. Vi havde nemlig hygget os rigtig meget og hurtigt fået et særligt forhold til dem. Vi var spændte på om de kunne huske os, da de sikkert havde haft mange turister boende siden os. Det kunne de imidlertid allesammen og de blev utrolig glade for at se os igen. Det var en virkelig sjov oplevelse at ”vende tilbage” på lynvisit og vi fik genopfrisket minderne fra sidst, herunder Fidel Castros optræden på tv, som vi dengang så sammen.

Om aftenen sejlede vi videre ud mod Estero Ingles og havde en våd nat med hård bidevind. Vi kom ind i lagunen efter en mindre grundstødning i noget sejt ler på den forkerte side af en træpæl. Lagunen var fuldstændig beskyttet og vi lå her helt alene. Vi havde fået anbefalet at snorkle ved et koralrev på ydersiden af øen, hvorfor vi padlede den lange vej tilbage langs kysten (2 sm). Maria blev sat af på den øde strand og Martin og jeg tog ud til revet, hvor vi snorklede og jeg harpunerede en stor sølvblank fisk på ca. 50 cm. Det var rekorden indtil nu, men den stak desværre af, idet den kæmpede sig af spyddet på vej mod gummibåden. Jeg plejer ellers at skære hovedet af fiskene med det samme, men her skulle være hajer og vi havde set 3 store baracudaer, så der var ingen grund til for meget blod i vandet. Øv! Martin redede dog situationen, da han kort tid efter fandt en klippeblok med 2 store langustere under. De var nemt bytte og snart gik turen hjemad. Vi havde bare lige glemt at det blæste op sidst på dagen, så det blev en hård tur i modvind men heldigvis på lavt vand langs mangrovebevoksningen. Lagusterne udgjorde en så stor middag, at vi forspiste os og blev lidt trætte af smagen, hvilket vi ikke havde forventet. Næste dag tog vi igen til revet, men fandt et meget bedre sted at snorkle, hvor det vrimlede med fisk og languster mellem de flotte koraller. Her valgte vi så at nedlægge nogle småfisk med harpunen, da vi egentlig havde fået nok af languster dagen før. På vej hjem var vi inde på bredden af en ø, for at lede efter en mulig bålplads. Her så vi en skorpion, hvilket nedsatte lysten en smule.

Næste stop blev en hurtig overnatning i Pasa Cachiboca, hvor vi lå for anker med hylende vind, nogenlunde bælgelæ og en meget kraftig strøm, hvilket bevirkede at vi drev et stykke om natten trods 2 sæt ankre ude. På vej ind til ankerpladsen fangede vi 2 baracudaer, som blev udsat igen pga. risiko for chigueterra forgiftning. Næste dag havde vi en frisk tur mod Punta Cabeza del Este, som vi havde besøgt tidligere. På vejen så vi 3 hvaler, der ud fra rygfinnen blev identificeret til enten at være kaskelotter eller pukkelhvaler. Lige inden Cabeza fik vi en lille bonito på, der nåede at blive halvt spist af baracudaer inden vi fik den op. Vi blev guidet ind af en af fiskerne i robåd og lagde denne gang til ved deres hus. Det blev til en hyggelig aften, hvor vi bød fiskerne på øl og Hørupspegepølse, som Maria forældre havde haft med til os. De havde nemlig insisteret på at give os nogle små langustere til vores lille bonito. Næste dag gik turen videre mod Santiago. Det kom til at tage noget ekstra tid, da vi skulle krydse næsten hele vejen. Vi fik dog lidt underholdning i form af en sule ungfugl, der tog et hvil på båden den første aften.

Tiden i Santiago gik hurtigt, da der skulle handles en del til den videre tur mod Den Dominikanske Republik. Der var dog tid til en bytur, hvor vi mødte vores hyggelige skotske naboer fra marinaen.

Desværre havde vi en tidsplan at overholde, så vi måtte videre, før vi egentlig havde lyst. Vi havde dog haft lidt over 5 gode uger på Cuba, så der var ikke noget at klage over.

Turen videre bød på svag vind, 2 guldmakreller, som vi desværre mistede, rigtig meget kryds, to coastere, som vi pga. kollisionskurs måtte gå af vejen for samt bid af en kæmpefisk, der knækkede krogen og lavede mærker i stålwire-forfanget.

Vi havde lidt svært ved at finde indsejlingen til Rio Ozama, hvor havnen i Santo Domingo ligger, vi kom dog godt ind og på plads mellem hele øer af flydeplanter på vej ud mod havet. Vores første møde med stedet blev en irriterende havne-manager, der bagtalte og leflede, når han kunne komme til det. Det næste var en høj udgift til havnen, der ikke var særlig god. Den tredje blev en emmigrationsdame der ikke ville give os visum til de dage vi havde ret til samt snød os med prisen, så vi kom til at betale 130 us$ bare for at rejse ind i landet. Dejlig velkomst! Resten af dagen gik så med at betale bestikkelse til marinen og en narkobetjent, for som de sagde, så ville de ikke ”fucke noget op for os”, pakke sejl, vaske båd og endelig blive snydt af en taxachauffør på vej ind til et velfortjent måltid i byen. Herinde mødte vi danske Ole, der var på besøg hos sin svigerfamilie. Han kørte os hjem og følte sig meget turistet ved at holde tilbage for rødt, hvilket vi senere fandt ud af var mere undtagelsen end reglen i denne by.

Selv om havnen ikke lå særlig langt fra centrum, skulle vi af sikkerhedsmæssige grunde køre i bil efter mørkets frembrud. Den ene taxa vi kørte med havde dog skudhuller i siden, så jeg ved ikke hvor sikkert det var heller. I Santo Domingo skulle vi desværre arbejde meget på båden, da den havde fået en del utætheder af den lange vej på kryds. Der var også en del af apteringen, der knagede for meget og som derfor skulle efterspændes og forstærkes. Vi havde dog tid til at komme på en bytur med Ole og hans kammerat, Michael på ferie hjemme fra Danmark. Vi var først på en mellemting af en bar og en kiosk, hvilket er stedet, hvor de lokale fester i den lokale Brugal rom. Senere tog vi med hen i en gade hvor festen fortsatte efter kiosken var lukket. Til sidst tog vi hjem til en fyr sammen med nogle af dem vi havde mødt. Han sagde, at han boede i et lækkert hus med stereoanlæg. Da vi kom derhen, hentede han to havestole til deling, som vi så kunne side i, i indkørslen til hans forældres hus. Da han begyndte at opføre sig mystisk og sige prutte lyde, blev de andre lokale bange for ham og vi skyndte os at køre igen. Ret mystisk oplevelse. Vi blev sat af ved Marinaen og kom godt trætte i seng i efter en noget anderledes bytur.

Martin afmønstrede båden her for at fortsætte sin tur rundt i Latinamerika. Vi håber at vores fiskeheld fortsætter herefter, da det har været stærkt forhøjet, mens han var ombord!

De næste dage gik med at arbejde videre på båden. Vi fik syet windbreakers hos en skrædder og købt træ til forbedringer. Vi fandt hurtigt ud af at folk forventede, at vi kastede dollars efter dem uanset, hvor lille en tjeneste de gjorde os eller ikke gjorde os. Det var virkelig belastende, og jeg har ikke før oplevet folk så pengegriske og samtidig uduelige og langsomme som i dette land.

Da vi endelig var færdige til at sejle og havde indhentet tilladelse til den videre tur hos marinen, fandt sikkerhedsvagterne på havnen ½ time før afgang ud af, at de skulle have 2 kopier af sejladstilladelsen, som vi skulle skaffe til dem, da de ingen kopimaskine havde. Søndag eftermiddag er der ikke mange steder at få kopier, men de kendte en der kunne køre os for et mindre beløb… Vi fortalte dem, godt trætte af alle deres metoder til at dræne os for penge, at det var op til dem, om de ville betale for kørsel og kopier, da det ikke var vores problem, at de ikke havde informeret om dette tidligere, da havnekontoret med kopimaskine var åbent. Det blev til en større sag, som var principiel for os og endte med at en tredje sikkerhedvagt, der tilfældigt kom forbi, gav os ret og vi kunne endelig 1 time forsinket komme videre lige inden det blev mørkt!

Vi sejlede over natten til La Romana, hvor de sidste indkøb til Bermuda turen blev gjort. De sidste hængepartier på båden blev lavet og vi fik kigget lidt på den meget fattige og ret kedelige by. Vi fik dog en sjov plads på Rio Dulce, idet marinaen her var privat uden mulighed for at ligge til for fremmede. Vi måtte derfor ligge uden på to mindre færger med en masse lokale og rimelig flinke havnearbejdere på. Her lå vi så mellem en sukkerfabrik og en jernbanebro med tudende godstoge, der transporterede sukkerrør ind til forarbejdning. Det var meget primitivt, og vi fik brug for alle vores fendere, men også lidt hyggeligt. Senere i dag sejler vi så af sted mod Bermuda for at afprøve os som 2 mandsbesætning på en længere tur på 1000 sm. Vi regner med at være fremme om ca. 10 døgn, og der vil nok være nogle af de andre danske både på Bermuda i samme tidsrum som os, så det bliver hyggeligt.

Det var så en længere smøre herfra Love, som nu forlader Caribien og begiver sig hjemover.

For billeder og mere info, se www.sylove.dk

Mvh. Bo

 

9

 

Hej Alle sammen

Vi fik vores sejladstilladelse fra Den Dominikanske Republik uden større problemer og uden afkrævning af bestikkelse. Om aftenen den 26. april sejler vi øst på mod Mona Passagen, der er berygtet for sine strømsøer, som kan sænke selv store skibe. På søkortet er de farlige områder dog markeret og vi sejlede selvfølgelig en bue uden om. Vi havde frisk modvind, så det blev en våd sejlads. Nord for passagen drejede vinden lidt om i øst og lagde sig gradvist som vi nærmede os Bermuda. De sidste dage fik vi helt vindstille og måtte sejle det sidste stykke for motor. Kort efter vi havde meldt Vores snarlige ankomst til Bermuda Harbour Radio fik vi desværre meget pludseligt frisk til hård vind stik imod og vi måtte krydse de sidste timer af natten i store bølger og masser af vand over hele båden. Det var noget af en sur kontrast til motorsejladsen på fladt vand!

Tiden på Bermuda blev primært brugt på at tætne skibet efter de mange slidsomme sømil på kryds i friskt vejr fra Cuba til Mona Pasagen. Vi var heldigvis i godt selskab, da Lela og senere Malte II stødte til selskabet. Vi hyggede os meget sammen og havde da også tid til en stor skandinavisk grillaften. Hvor der både var nye og de gamle kendinge med. Her fik vi nogle gode kontakter til tolkning af vejrkort og lavtrykkenes udvikling, som vi diskuterede på skippermøder de kommende dage pga både kuling og stormvarsel, der forsinkede os alle. Vi benyttede tiden til at se lidt af øen, som var meget hyggelig men også vanvittig dyr: Eksempelvis kan nævnes 1 stk dårlig agurk: 20 kr og Havnepenge 270 kr / døgn. Efter ca 1 uges forsinkelse kunne vi endelig komme af sted. Vi fulgtes med de andre skandinaviske både, der kunne hente vejrkort ned via kortbølgeradio eller navtex. Vi havde kontakt enten via VHF eller satellittelefon og sammen med min fars vejrmeldinger i form af sms-er fik vi næsten dagligt lavet sejladsstrategier, der gav os en rigtig god tur over Atlanten. Det kan man kalde for moderne langturssejlads! Vi var kun Maria og jeg ombord, men vi manglede egentlig ikke mandskab på turen, som blev mere intim, fleksibel og lidt mere par-hyggelig end når vi sejlede med gaster og mere var som et team. Efter 15 rigtig gode dage med vind mest fra SØ og S og vindstyrker fra let til hård vind med kuling i stødene dukkede Faial op og gav os en meget flot velkomst til Azorerne. Vi havde sejlet 1816 sm på 15 dage, hvilket vi var meget tilfredse med.

På Faial mødte vi de andre danske sejlere fra tidligere og et par nye danske både vi ikke havde set før. Det blev til nogle hyggelige restaurantbesøg og sjove nætter på Peters Sports Cafe, der er en legendarisk havneknejpe med billige øl og søfolk fra hele verden.

Tiden gik også med småreparationer, der trak ud pga. 2 uger med regn. Vi fik Vores nye gast Per ombord og sammen med Lela kørte vi Faial rundt på den eneste solskinsdag vi havde. Vi fik set det store grønne vulkankrater midt på øen og en række nyere vulkaner på vestspidsen. Landskabet med grønne marker og Hortensiahække som levende hegn samt udsigten over til den 2 km høje vulkan Pico nød vi til fulde.

Efter en hyggelig men våd tid på Faial sejlede vi til Terceira, hvor vi klargjorde båden til det sidste lange stræk på 1200 sm til England. Vi fik også set den utrolig hyggelige by Angra do Heroismo både fra de små gyder og fra toppen af forbjerget Monte Brasil, der udgør en beskyttende halvø for havnen. Azorerne har været utrolig spændende, men pga af regnen fik vi desværre ikke set alt det vi gerne ville. Det er dog ikke utænkeligt at vi vender til bage hertil på ferie engang. Senere i dag går turen videre mod England, hvor vi forventer at sejle på bagsiden af et lavtryk og derved håber på at nå frem før det næste lavtryk kommer ind ude vestfra.

Håber I har det godt. Her er alt vel ombord.

Mvh. Bo, www.sylove.dk

 

10

Hej Alle sammen

Turen til England gik med frisk og hård halvvind, hvorfor de 1200 sm kunne tilbagelægges på kun 9½ døgn. Ud for det nordlige af Biscayen fangede vi en ”big eye tuna” på ca. 6 kg. Det var en sej kamp at trække den ind, men den kom sikkert i cockpittet og blev til adskillige måltider for os og et par strimler til en enlig mallemuk. Første aften fik vi fileter, næste frokost ris med tunstykker og grøntsager, anden aften blev det til fiskefrikadeller og anden frokost spiste vi resten af frikadellerne. Derefter havde vi ikke så meget lyst til fisk, og jeg måtte skuffet sande at fiskeriet efter de store fisk nu var slut. Da vi sejlede ind i den engelske kanal blæste det op til en kuling med vindstyrke 8-9 og bølger på op til 6 m. Vi fik rebet ned til 3. reb og sat stormfokken, hvorefter vi strøg af sted mod Falmouth. På vejen landede en forkommen ringdue i cockpittet. Den ville dog snart videre, men faldt hele 3 gange i vandet pga. udmattelse og kraftige vindpust. Mirakuløst fik den kæmpet sig op og fandt til sidst ud af, at den hellere måtte blive hos os. Vi fodrede den med kiks havregryn og vand inde under sprayhooden. Til gengæld sked den det hele til, men den blev hos os hele vejen ind til havnen og fløj først nogle timer efter, at vi havde lagt til. Vores gast Per tog hjem fra Falmouth, og Maria og jeg nød, i godt selskab med Birgitte og Erik fra Nordstjernen, den hyggelige by.

På Vores bryllupsdag var vi på udflugt til den gamle borg Saint Michaels Mount. Borgen ligger på en lille klippeø lidt uden for kysten og ved lavvande kunne man gå på en brostensbelagt havbund ud til borgen. Det var en meget spændende og hyggelig turistattraktion, som mindede om en miniudgave af en borgen i Nordmandiet.

Snart var det tid til at drage videre og vi sejlede langs den engelske kyst i små stræk med medstrøm.. Vi besøgte Plymouth og den meget hyggelige Dartmouth, hvor vi blæste inde en enkelt dag. Her fik vi set byen i regn og rusk. Næste stræk blev lidt længere på 1½ døgn syd om Isle of Wight til Brighton. Her ventede Karen og Jonas på os, da de skulle sejle med os det sidste stykke hjem. Vi havde et rigtig dejligt gensyn med dem og hyggede os i den fine ferieby. Vi fik Fish and Chips, set kongepaladset og den gamle ”Pier” som Psyked up Janis har lavet en sang om samt nydt solskinsvejr for første gang i flere uger. Fra Brighton sejlede vi små stræk til Eastmore og siden Dover. På vej til Dover fangede vi 8 makreller, som Maria tilberedte undervejs. Her i Dover har vi været ude at se klinterne og byen. Lige nu venter vi på at tågen skal lette, så vi kan sejle det sidste stræk over Nordsøen, gennem Kielerkanalen og til sidst 45 sm nordpå op til Als.

Vi håber I alle har det godt. Nu er cirklen næsten sluttet og det varer ikke længe før vi er hjemme igen.

Mvh. Bo, www.sylove.dk

 

11

 

Hej Alle sammen

Dette er så det sidste brev fra mig om den fantastiske tur, som vi har haft rundt om Nordatlanten.

Vi kom godt af sted fra Dover med ca. 3-4 knobs medstrøm og en hård vestenvind. Dette betød at vi for kun et rebet storsejl kunne storme af sted på nordsiden af dybhavsruten mod Rotterdam. Der var meget trafik, men vi holdt os uden for ruten og gik nord om de store trafiksepareringszoner ud for Belgien og Holland. Vinden lagde sig overraskende efter et lille døgn og vi blev nød til at rationere diesel, da vi ikke havde forventet at krydse det meste af Nordsøen for motor. Nord for Holland fik vi 2 tordenbyger, hvor den sidste var meget voldsom med kraftige lyn tæt ved båden.. Det var ikke rart, men efter bygerne fik vi en god medvind, der bragte os det sidste stykke af vejen til Cuxhaven i Tyskland. Vi var meget heldige at nå frem i en medstrømsperiode ved Elbens munding, hvilket sparede os for adskillige ekstra timers sejlads.

Ligesom Croshaven i Irland levede Cuxhaven ikke helt op til sit ry som langturssejler-udskibingshavn, men vi fik da fejret ankomsten til kontinentet med Erdinger Weissbier und carrywurst mit pommes.

Næste dag gik turen de 20 sm op gennem Elben til sluserne ved Kielerkanalens indgang. Det blev en rigtig våd tur med endnu en tordenbyge, der nedsatte sigtbarheden til få bådslængder. Det var ikke så behageligt at ligge med de store fragtskibe i så smalt et sejlløb uden sigtbarhed. Lige da vi nåede frem til det planlagte sted at krydse floden klarede det op og vi kom sikkert over til slusen og ind i Kielerkanalens stille vand. Vi tøffede knap halvvejs gennem kanalen og overnattede i en meget hyggelig sidegren ved en sluse ind til Eideren. Næste dag gik turen så videre til Kiel og derfra til Maasholm i meget stille solskinsvejr vejr. Nu skulle vi så bare lige til ”stenen” ved Kegnæs og gemme os indtil vi kunne dukke op på det aftalte tidspunkt med samtlige gæsteflag fra turen under styrbord sallinghorn og signalflagene hejst langskibs til mastetoppen.

Det blev en meget rørende og overvældende hjemkomst med deltagelse af vores familier, venner, lokale sejlere og endda også nogle tyske gæstesejlere. Der blev viftet med flag og tudet i signalhorn til den store guldmedalje og gensynet var meget glædeligt.

Til sidst vil jeg takke Jer der interesseret har fulgt vores rejse, har hjulpet os samt alle vi har mødt, der har givet os uforglemmelige minder, som vi aldrig glemmer.

Mvh. Bo, www.sylove.dk