Forside    Nyheder    Båden    Besætningen    Logbog    Billeder    Sejl med    Køb/Salg    Foredrag    Links

Te´Havs artikler >>

 

Med ”Love” fra Høruphav til Verdens Ende

  1. rejsebrev fra en Albin Ballad på vej til Cuba af Bo Albrechtslund

Sejlet distance: 1701 sm, hjemmeside: www.sylove.dk


Vi lagde fra kajen i Høruphav den 15. juli under en tårevædet afsked. Ombord på ”Love” var Maria, Martin og jeg med kurs mod Cuba. Da vi har god tid til, at vi skal over Atlanten i december måned, har vi lagt vejen omkring den Kaledonske kanal i Skotland. Turen over Nordsøen var planlagt efter sydvestenvinden, således at vi sejler fra Kielerkanalen mod Inverness. Første overraskelse var, at Cecilie, en glad sejlerpige med guitar, steg på med kort varsel og sejlede med over Nordsøen.

Turen over Nordsøen gik rigtig godt med tilpas mængde vind og højt humør. På Nordsøen så vi ud over boreplatforme en del mallemukker, suler, lomvier, søpapegøjer og en nat 2 delfiner i lange baner af morild.

  

På vej ind i Inverness Firth blev vi hilst velkommen af 2 grindehvaler og et par marsvin. Vi var altså på rette vej!

Turen gennem den Kaledonske kanal var meget malerisk med Urquhart Castle i Loch Ness som et af højdepunkterne. Dette ændrede sig dog, da vi efter at have roet i land blev mødt af horder af turistbusser og mennesker i hobetal. Efter et par dage var slusearbejdet blevet rutine og måske lidt kedeligt på sigt. Vi havde dog en fin tur og fortsatte på vestkysten af Skotland med besøg i Oban, Crinan og på Islay. På vejen til Crinan sejlede vi forbi den berygtede pynt Mull of Kintyre med 5 knobs strøm og klippeøer. Strømmen havde vi i ryggen, da al sejlads planlægges grundigt vha. Reeds Nautical Almanac. På vejen til Islay, der bød på smuk og barsk natur, havde vi lidt hård sejlads, idet vi fik hård vind på kryds med strømsø fra 2 knobs strøm vi havde med os. Det blev et vippen, banken og nogle seje sprøjt. Da vi kom i havn blev vi modtaget af de andre sejlere med et ”Well done”. Rart at være inde bag molen og få endnu en omgang Fish and Chips på den lokale.

Næste stop blev Nordirland, da vi opgav at sejle lange distancer i dette farvand, hvor strømmen topper ved 4,6 knob. Der er således god økonomi i kun at sejle i medstrøm, i de 6 timer det varer, før den begynder at vende igen. Vi sejlede forholdsvis hurtigt videre mod Irland og endte efter et par dage ved Dublin i Crosshaven ved Cork. Dette var Vores udgangspunkt til Biscayen. Stik mod mine forventninger var vi den eneste ”langtursbåd” i havnen, hvilket var lidt skuffende. Da vi ikke kunne få spanske søkort inden for en overskuelig tidsramme lagde vi kursen mod La Coruña, som vi kunne anløbe på et oversejlingskort. Vi sejlede ud med en god vejrudsigt med svag til frisk vind og et lavtryk med kuling vestpå ude i Atlanten med retning sydover som eneste interessante emne. Turen startede godt en mandag eftermiddag med kursen stik syd, og vi kom hurtigt ind i vagtrytmen igen. Efter et par døgn blæste det op med hård vind fra VSV, og vi fik nogle ordentlige sjatter vand ind af ventilerne i dækket, inden vi fik rebet ned til genua IV og 2 reb i storsejlet. Herefter lagde vinden sig selvfølgelig igen, og vi sejlede forsigtig sejlads resten af natten. Næste nat bød på torden hele natten og nogle fiskerbåde, der lå og zigzaggede foran os, så vi havde temmelig svært ved at passere dem. Vi tog det dog i stiv arm, da vi havde haft en legende delfinflok ved båden ved solnedgang. Det er noget, der giver frisk energi! Om morgenen fik vi en dårlig nyhed, da lavtrykket bevægede sig østover, og der var kuling på vej. Vi lavede en sejlføringsstrategi og kunne efter nogle timer begynde at tænke på andre ting. Det blæste en smule op fra NV, og vi strøg af sted. Næste vejrmelding fortalte, at lavtrykket var på vej mod den nordlige Biscay altså bag om os. Det var rart!

Snart havde vi krydset erhvervs-ruten fra den Engelske kanal og sydover med skibe som perler på en snor, og vi nærmede os La Coruña. Vi lagde til en lørdag eftermiddag, altså 5 døgn efter vi forlod Irland og tog straks byen i besiddelse. Vi startede på tapasbarerne, og det blev sent inden vi fandt hjem. Vi tilbragte nogle gode dage i byen og fik købt de nødvendige søkort til den nordvestspanske skærgård, som jeg havde glædet mig til at gense efter det fantastiske møde i 1996 i selskab med Carioca og Niels.

  

Kysten bliver kaldt ”Costa del Morte” pga. af de mange skær og mulighed for meget vind og store bølger. Men det er uden tvivl et af de fineste og mest spændende sejladsområder i Europa. Havet er spækket med spændende arter og landskabet er utrolig malerisk. Det eneste minus er den kraftige forurening, som spanierne ikke tager seriøst. Det flyder med plastikposer, flasker, garnstumper og lignende i havet. Vi fandt desværre en død delfin der havde fået et stykke plastik på tværs i næbbet og nok enten var druknet eller død af sult.

Vi har fanget en del makreller, men mangler stadig de lidt større fisk, som vi dog optimistiske har købt grej til. Den ene makrel blev grillet på bål lidt uden for Camariñas og nydt med kartofler i stanniol og snobrød med pølser i. Alt sammen i selskab med nogle jævnaldrende nordmænd fra 2 både, som vi følges lidt med, når det passer ind i planerne.

På vejen fra Camariñas til Finisterre så vi en klumpfisk, og lige ud for kappet blev vi fulgt på vej af en flok legesyge delfiner. Det første mål på rejsen er nået, og vi nyder det i fulde drag. NV-Spanien har ikke blot skønne sejladsområder, men også en charmerende befolkning og spændende fortid. Det var her man troede verden sluttede i middelalderen, og det er også her Jakobsvejens forgreninger fra hele Europa samles i Santiago de Compostella som venusmuslingen symboliserer.

 

Med Love fra Nordvestspanien til Gran Canaria

2. Rejsebrev fra en Albin Ballad på vej til Cuba af Bo Albrechtslund.

I første del blev turen fra Høruphav til Nordvestspanien beskrevet. I dette andet rejsebrev beskrives den videre færd til Kanarie-øerne.

Sejlet distance: 2948 sm, hjemmeside: www.sylove.dk

 

Efter Kap Finisterre gik turen til Muros og senere Islas Cies, som var et helt fantastisk sted med en helt særegen atmosfære, som man ikke finder andre steder. Islas Cies er en del af et stort naturreservat med fokus på beskyttelse af marinemiljøet. Efter et par snorkelture var vi ikke i tvivl om hvorfor. Det vrimlede med spændende dyr under overfladen, herunder store gule søstjerner. Ydermere bruges øerne af mange mågearter som ynglekoloni. Man deler dog oplevelsen med mange dagsturister samt andre ankerliggere. Tilfældet ville, at vi lå sammen med 8 ud af 9 både med Dannebrog på. Vi hyggede med vin i cockpittet på ”Love”, som var godt fyldt op. Vi endte med at følges lidt videre med ”Lela”, der er en Bianca 111 sejlet af Lene og Lars.

I Nordvestspanien fik vi en lang periode med tåge, hvilket resulterede i lidt forsinkelse og nogle knap så rare tågesejladser. På vej til Lissabon løb vi ind i tæt tåge ud for Povoa de Varzim i Nordportugal. Vi besluttede at gå i havn, men tågen blev tykkere og tykkere, og snart kunne vi ikke se mere end 2 bådslængder frem. Martin holdt udkig og lyttede, Maria styrede og blæste tågesignaler, mens jeg sad ved GPS´en og et havnekort fra Reeds Nautical Almanac og gav anvisninger. For at gøre det endnu mere spændende, blev det også mørkt, og vi lå mellem de to molefyr bag ydermolen, før vi skimtede dem gennem tågen. Vi havde længe kunnet høre brænding mod molen uden at ane anden afstand til den, end den GPS´en gav. Det var dejligt at lægge fortøjninger på efter sådan en indsejling.

Fra Povoa tog vi toget ind til Porto og nød de hellige dråber, før turen gik videre mod Madeira. Vi stak lige snuden i et par tågebanker, men ellers gik det alletiders. Efter et par døgn blæste det dog op til hård vind, og vi strøg af sted med genua 4 og 2 reb i storsejlet på en halvvind i store bølger. Efter ca. 1 døgn lagde vinden sig. Vi kunne nu sætte passatsejl og havde ren drømmesejlads og tunfangst det sidste stykke til øen Porto Santo lige NØ for Madeira. Vi anløb øen i solopgangen med et kæmpe krydstogtsskib i overhalingsbanen og legesyge grindehvaler foran stævnen.

Turen gik snart videre til Madeira, og den søde havnemesterinde sagde trist ”Oh no, Love is leaving Porto Santo”. På vejen fangede vi en guldmakrel på ca. ½ m længde. I Funchal besøgte Martins forældre os, og vi var på et par gode vandreture i bjergene og på levadaerne, som er gamle vandingskanaler.

Vi sluttede opholdet af med den østlige meget smukke del af øen og lå for anker ud for byen Machico, hvor man første gang gik i land i 1400-tallet. Dette var meget mere hyggeligt end Funchals masseturisme!

I Funchal havde vi fået tilladelse til at anløbe de barske Selvagem øer i 2 døgn. De er et portugisisk naturreservat, ligger ca. midt mellem Madeira og Kanarie-øerne og kan kun anløbes i ordentligt vejr. Vi måtte sejle for motor for at nå det inden for tidsrammen for tilladelsen, men fangede en guldmakrel på ca. 60 cm. På grund af det stille vejr havde vi den fineste snorkling i bugten, som jeg har oplevet. De undersøiske lavaformationer dannede de mest særprægede landskaber, man kan forestille sig. Nogle steder havde vulkanaktiviteten skubbet klippestykker op i flere meterhøje sylespidse blokke, andre steder var lavaen rund og bølgende i formen. Det var meget eventyrligt, og vi fik også set mange fine fisk, herunder en nysgerrig mero på ca. 1 m.

Vi var også på rundvisning af den ene naturvagt og hans hund på øen, hvor vi fik set nogle af rederne fra de ca. 30.000 ynglende havfugle, som reservatet primært beskytter og prioriterer højt.

Næste dag skulle vi have været videre til den næste ø i gruppen, men det blæste desværre for meget, og vi gik derfor direkte mod øen La Palma. Snart lagde vinden sig dog, og vi så både adskillige havskildpadder og delfiner på dette stræk. Havskildpadderne var ca. 30-40 cm lange og rigtig sjove at se på. Vi så desværre en, der var blevet stranguleret i noget gammelt reb, der lå og flød. Det er trist at blive mindet om, hvad forureningen fører til på en så direkte måde og giver stof til eftertanke.

På La Palma fik vi daset ved poolen, der var en del af havnefaciliteterne, set den nok hyggeligste by på øerne, Santa Cruz de la Palma, og vandret lidt ved verdens største vulkankrater på 28 km i diameter. Jeg skriver ”lidt”, da den valgte rute gav anledning til højdeskræk for undertegnede, hvorfor turen blev kortet noget af.

Efter La Palma havde vi en fin lille sejlads til Valle Gran Rey på La Gomera. Der lå dog en accelerationszone ud for havnen, så jeg fik lidt vand, da sejlene skulle ned. Det er ellers uvant for tiden. I Valle Gran Rey fik vi klemt os ind i havnen, hvor der ellers kun er plads til lokale og sejlere, der er blevet hængende og nu er fastliggere. Vi lå med anker og to lange trosser i land og slap dermed for den rullen, som de andre sejlere måtte døje med på ankerpladsen udenfor havnen. Der er fordele ved at være lille!

Vi fik vandret en fantastisk smuk tur op gennem ”Kongernes dal” og havde trofast følgeskab af en stor hund, som jeg ved hjælp af lidt brød og osteskorper blev gode venner med.

 

Senere gik turen til den modsatte side af øen, hvor vi i en accellerationszone havde en hurtig sejlads med 8 knob på en agten for tværs med genua 2, fuldt storsejl og næsten helt fladt vand. Det var sjovt, men stoppede ligeså hurtigt som det var kommet, hvilket er meget kendetegnende for disse zoner, hvor vindstyrken kan stige med 3-13 m/s på få hundrede meter.

Efter nogle gode dage på La Gomera gik turen videre syd om Tenerife, nord om Gran Canaria til Las Palmas. På turen fik vi bid af en kæmpefisk, der tømte havhjulet for line på få sekunder. Vi bremsede alt, hvad vi kunne, men kunne ikke standse dens eksplosive udløb, der endte med et tomt hjul og en knækket line. Det var ærgerligt men en spændende oplevelse, som vi ikke glemmer foreløbig. Senere fik vi besøg af et par grindehvaler, mens solen gik ned over Tenerife. Så har man da noget at holde nattevagt på!

 

I Las Palmas har vi provianteret til 12 dage til Kap Verde og 28 dage til Tobago, da der ikke kan provianteres ordentligt på Kap Verde. Det fylder, men vi har da fået plads til det hele. Derudover er båden blevet forberedt til de lange stræk ved at efterse alt ombord og udføre diverse ændringer og forbedringer. Nu står eventyret lige uden for døren og venter på os, og om ca. 9 døgn burde vi ligge i en afrikansk havn.

 

Med Love over Atlanten

3. Rejsebrev fra en Albin Ballad på vej til Cuba af Bo Albrechtslund.

Tidligere er turen fra Høruphav til Gran Canaria beskrevet. I dette tredje rejsebrev beskrives turen over Atlanterhavet med stop på Kap Verde Øerne.

Sejlet distance: 6072 sm, hjemmeside: www.sylove.dk

 

Det tog os 7 døgn at sejle de 850 sm. til Sal på Kap Verde øerne, hvilket var hurtigere end forventet. På vejen sydover havde vi de første store flokke af flyvefisk, men desværre ingen hvaler.

På vej ind til havnen i Palmeira blev vi dog budt velkommen af delfiner. Vi ankrede op inderst i havnen og blev mødt med fremmede afrikanske lugte, trommespil, kulørte fiskejoller, fodbold på stranden og støv! Passaten blæser nemlig en masse skidt med sig henover den helt tørre ø. På Sal mødte vi mange venlige og nysgerrige mennesker, der dog alle var ekstremt fattige. Arbejdsløsheden og manglen på vand er det største problem på øen. Vi mødte flere, der gennemsnitligt kun havde job en lille uge hver måned. Det gør det vanskelligt at forsørge sin familie med så usikkert et grundlag. Vi tog en tur rundt på øen med et andet sejlerpar fra båden Rebellion. Vi så det gamle saltværk, hovedbyen Espargos samt en helt øde strand med det fineste klare vand og de første koraller på turen.

 

Efter 5 dage på Sal sejlede vi videre til Tarrafal på øen Sao Nicolau. Her var der en lidt mere afslappet atmosfære, og vi hyggede os i byen og med udflugter til det smukke og meget grønne Ribeira Grande midt på øen. Vi fik lavet en teaktræsrist til kahytsnedgangen hos en meget dygtig men lidt langsom lokal snedker. Vi holdt ham dog i ørerne, og kun 2 dage for sent afleverede han et flot stykke arbejde for 50 € i alt! Jeg kunne fejre min fødselsdag her med nationalspisen Cachupa, der bestod af en tyk bønnesuppe og fiske- og kødtern i en kraftig sovs med forskellige rodfrugter og ris til.

 

Vi rundede Kap Verde af med Mindelho på øen Sao Vicente. Her mødte vi mange af de gamle kendinge fra tidligere på turen. Vi fik handlet de sidste ting, hygget med de andre og stiftet bekendtskab med den uduelige gummibåds-mafia, der enten stjæler ens jolle eller passer på den for et mindre beløb. De var dog ikke imponerende dygtige til nogen af delene. Vi var også på en heldags udflugt til øen Sao Antao. Det var en utrolig frodig ø med et imponerende opdyrket vulkankrater, maleriske havnebyer på nordkysten og meget behagelig lokalbefolkning.

Efter et par ret travle dage, hvor bl.a. 50 stk. 5 L vanddunke skulle stuves, blev det hurtigt den 1. december og tid til at påbegynde det lange stræk mod Caribien. Vi havde haft 3 rigtig gode uger med fantastiske oplevelser på Kap Verde, som utvivlsomt vil være et af favoritstederne på turen.

Atlanten gav os en gyngende start med frisk og senere hård vind de første ca. 10 dage. Vi sejlede med små sejl, havde flyvefisk og en enkelt bølge helt ned i kahytten samt en snert af en lungebetændelse fra båden ”Lela”, hvilket var en ret dårlig kombination. Dagene var ensformige, men det hele klarede dog op og den sidste uge gik med vindstyrker fra 0-10 m/s fra stort set alle retninger, dog mest NNØ. I disse dage fik vi rigtig ”levet” havlivet med fiskeri, læsning, hvaludkig og endda en film på computeren. Det var i disse dage at Atlanterhavsturens højdepunkt indtraf i form af en 102 cm lang guldmakrel lige ved middagstid. Vi startede med 3 meget store fileter og sluttede af med 23 store fiskefrikadeller, der blev spist samme aften og til frokost dagen efter. Vi havde slet ikke behov for at fiske mere på turen efter det.

Nogle dage senere den 19. december begyndte lysene fra Tobago at dukke op og efter nogle lange timer kunne vi sejle ind i Pirates Bay ved Charlotteville og kaste anker. Det var med en stor tilfredshed vi sad i cockpittet og kunne nyde synet af de meget grønne skråninger og pelikanerne der svævede rundt mellem fiskebådene.

 

Turen over Atlanten gav 2188 sm. på GPS triptælleren, tog præcis 17,5 døgn, vi drak 120 liter vand, brugte 175 liter tankvand til madlavning og klatvask samt 2 solar showers til 2 bade efter henholdsvis 7 og 14 dage.

 

Med Love gennem Caribien

4. Rejsebrev fra en Albin Ballad på vej til Cuba af Bo Albrechtslund.

Tidligere er turen fra Høruphav til Tobago beskrevet. I dette fjerde rejsebrev beskrives turen op gennem Caribien via ”Windward” og ”Leeward Islands” til den Dominikanske republik.

Sejlet distance: 7064 sm, hjemmeside: www.sylove.dk

Tobago viste sig at være præcis det paradis, som vi forventningsfuldt havde set frem til de mange dage over Atlanten. Rastafari-kulturen er ret udpræget på øen og befolkningen lever i et for os meget afslappet tempo men med stort overskud til snak, hygge og fest. Fiskerne stopper med at arbejde og kommer hjem til bugten, når de har fanget et par kingfish eller tun, nok til at få dagen til at hænge sammen. I Pirates Bay, hvor vi havde kastet anker, lå i forvejen de gamle kendinge, Asra, Nordstjernen, Margarita og Lela samt et par nye både. Med dem holdt vi både jul og nytår med efterfølgende fest med de lokale til vi ikke kunne klemme mere rom ned. Det var en rigtig dejlig tid på Tobago, og vi fik vandret i junglen, set spændende fugle, snorklet, harpuneret både fisk og hummer, besøgt vandfald og i det hele taget nydt livet. Vi fik en gast mere, Jens, der skulle sejle med os ca. 2 måneder i Caribien. Vi var så fire ombord, men det gik fint.

Snart var det dog tid til at sejle til Trinidad, hvor vi primært skulle rette lidt op på de seneste måneders slid på båden. Der var bl.a. slør i roret, og vi ville gerne have lavet en stålbøjle over spray-hooden. Vi havde en fin tur derned og fik meget professionel behandling på værftet, hvor vi blev taget på land. Dagene gik med at arbejde, spise roti til frokost (som er en indisk ret bestående af noget krydret fyld i en pandekage-pakke) og til sidst ende dagen på den lokale italienske restaurant med en stor stromboli. Vi mødte her Flemming Bitz, som jeg havde konsulteret via mail inden afrejsen, da han var i Caribien for anden gang i sin Ballad. Det resulterede i mange hyggelige timer og erfaringsudveksling. Vi mødte også Bjørn og Tsiemi i deres katamaran. Bjørn havde sejlet de sidste 10 år, og en aften fandt vi ud af, at vi havde set hinanden for 10 år siden i Las Palmas, da jeg var gast hos Niels i Carioca. Det var et ret sjovt sammentræf.

Efter et par uger med hårdt arbejde og slidsomme diskussioner med smeden var alt endelig klart, og vi kunne begynde at se lidt mere af landet. Vi var i Port of Spain, der er en af verdens mest kriminelle byer med 1,8 mord om dagen og et indbyggertal på sølle 600.000. Byen var dog hyggelig og meget livlig, trods den dystre statistik. Vi var også ude at se Caroni sumpen med mangrove, Cayman alligatorer og ikke mindst store flokke af rød Ibis, der om aftenen kom for at overnatte i udvalgte træer. Når de kom flyvende i flok lignede det næsten røde skyer på afstand og var et meget flot syn.

Efter 3 uger trak vi os langsomt tilbage fra Trinidad og bådværft via en overnatning i Scotland Bay, hvor vi ankrede helt inde i bunden af bugten og om morgenen blev vækket af brøleaber i træerne. Vi sluttede med en halv dag på øen Chacachacare, hvor der i mange år lå en spedalskheds koloni. I 1984 blev kolonien dog rømmet for mennesker men alt inventar blev efterladt, og det hele stod  næsten, som da det blev forladt med den undtagelse, at junglen havde gjort sit med bygningerne, der var mere eller mindre opslugt af skoven, hvilket sammen med stedets historie gav en dyster stemning. Vi fandt kirken, et par beboelseshuse, udendørs brusere, nogle bure med en kørestol i, et laboratorie med kølerum med ophæng til 2 bårer samt et lille elværk. Efter et hurtigt aftensmåltid gik turen videre til Grenada. Her anløb vi Prickly Bay næste formiddag. Vi var så heldige at være der under sejlerfestivalen i Grand Anse, som vi selvfølgelig var ovre at se.

Vi var også på udflugt til øens nationalpark, Grand Etang, hvor vi vandrede til den store guldmedalje. Vi fik set hovedstaden St. Georges og Fort George, hvor Maurice Bishop i 1983 blev henrettet sammen med sin gravide kæreste og nogle partifæller. Byen er lidt turistet pga. de mange kæmpe-krydstogtsskibe, der ligger til her.

 

Efter et par dage gik turen videre til Grenadinerne, hvor vi besøgte Union Island. Her mødte vi tilfældigt Nordstjernen, som vi mødte på Kap Verde og holdt Jul med på Tobago. Vi snoklede lidt på et dødt koralrev og fik set byen Clifton. Næste dag sejlede vi ud til Tobago Cays, som er en meget populær ankerplads. Vi forstår godt hvorfor. Vandet var turkis, strandene hvide, og kokospalmerne hang ud over vandet, som de skulle. Vi snorklede lidt og udforskede en lille ø. Dagen efter gik turen over til den lille ø Mayreau. Vi lagde os for anker ved et eksotisk resort og gik ned til byen på den sydlige side af øen. Her oplevede vi for alvor det caribiske tempo, da vi fik lov til at vente 1½ time, før vi fik maden på en restaurant. Samme aften gik turen videre til St. Vincent med frisk vind foran for tværs, hvor vi næste morgen lagde til i Wallilabou. Her blev filmen Pirates of the Caribean optaget, og mange af kulisserne står der endnu til stor glæde for os sørøver-fans. Vi havde et par rigtig gode afslapningsdage og vandt lidt respekt hos de lokale, da vi ferskede det salte tøj og tog bad i den samme flod som dem.

  

Efter St. Vincent sejlede vi videre nord på til Dominica. Efter en lidt gyngende nat med frisk til hård vind foran for tværs og små sejl tog vi os en formiddagslur, inden vi gik i land for at indklarere. Det kunne tolderne ikke lide. De prøvede at genere os på alle mulige måder og truede med store bøder. Da de ikke rigtig kunne komme videre med deres sag, endte det med, at de krævede et ulovligt gebyr op uden at ville give en kvittering samt nægtede at give os clearance (tilladelse til at forlade øen) med det samme, som vi var blevet lovet og havde ret til. I stedet måtte vi så gå de 3 km ud af byen den sidste dag også. Det var dog det hele værd, for den vagthavende tilkaldte de pågældende toldere og bad dem forklare, hvorfor vi skulle bruge dobbelt tid på sagen, hvilket de ikke kunne. Maria og jeg kunne næsten ikke skjule smilene, da de luskede ud efter en reprimande.

Dominica viste sig at være en af de mest naturskønne øer i Caribien. Vi var på ture med Cosmo og hans ven Salomon, der var naturmedicin kyndig. De viste os alle de helbredende og spiselige planter i junglen, som der næsten ikke var mere tilbage af, da vi tog derfra. Vi medbragte store mængder af helbredende og flotte plantedele, herunder potensstyrkende urter, kalabas frugter, røde bønner, nødder og store bælge. Det store hit blev en kakaofrugt fuld af bønner. Med Cosmos’ forklaring og Jens’ vedholdenhed fik vi senere renset, ristet og knust bønnerne. Resultatet blev en rigtig god varm kakao til stor overraskelse for de skeptiske (herunder mig selv).

Vi var også ude at se et Carib indianer-territorie, vandfaldet ved Emmerald Pool, der er en del af et Unesco beskyttet område, nogle varme kilder samt den meget charmerende sydkyst med små fiskelejer.

Vi besøgte Fort Shirley tæt ved ankerpladsen samt den bagvedliggende naturpark, hvor vi snorklede i Toucari Bay, og så 2 havskildpadder ved de stejle klippeformationer.

Sidst men ikke mindst tog vi en bådtur op ad Indian River. Her var der også optaget scener til Pirates of the Caribean. Det var en flot tur, hvor vi var så heldige at have den mest erfarne guide til at ro båden og fortælle om området. Alt for hurtigt var det tid til at forlade Dominica og få endnu en nat med frisk vind foran for tværs op til Guadeloupe.

Guadeloupe var, som vi havde hørt, et lille stykke af Frankrig, men kun et lille. Det var helt klart den mest udviklede ø, vi havde været på i Caribien. Der var dog hyggeligt, og der blev serveret fantastisk mad. Supermarkederne var sprængfyldt med varer, hvilket vi ikke havde set siden Kanarieøerne. Vi forkælede os selv, men skulle snart videre. Vi besluttede at gå gennem Rivere Salée, der deler Guadeloupe i to. Det betød, at vi skulle sejle under to broer kl. 5.00 og 5.30 om morgenen, før det blev lyst. Vi lagde os derfor for svaj ved en ankerbøje tæt ved broen og fik nogle timers søvn, før vi tøffede op gennem floden og under broerne i den kulsorte tidlige morgen. Efter den sidste bro lagde vi os dog ved en ny ankerbøje og sov et par timer mere, indtil vi blev vækket af små bidende “bugs”, hvilket tvang os på en lidt hurtigere afgang end planlagt ud gennem floddeltaets mangrove til nordkysten. Her skulle vi sejle nogle mil i zig-zag mellem koralhoveder i en smal rende. Heldigvis var der en bøje ved hver kurve i renden, og vi kom godt ud af området med brænding hen over de yderste koralrev på begge sider af båden, idet vi kom ud på det åbne hav.

Da kursen var sat syd om øen Montserrat, gik der ikke lang tid, før en stor kingfish på ca. 1 m bed på krogen. Vi måtte desværre udsætte den igen, da der er risiko for chigueterra-forgiftning, hvis man spiser de store rovfisk i det nordlige Caribien. Dagen efter på vej syd om Saba Bank, der i det kilometer dybe caribiske hav kun er 8 m dybt visse steder, fangede vi en rekord-stor guldmakrel på 106 cm. Fisken blev spist med velbehag efter samme metode som over Atlanten: Filetter og fiskefrikadeller til næste dags frokost.

Da vi sad godt mætte og lige var blevet overhalet af en coaster ude om bagbord, opdagede vi, at den var svinget 90 grader rundt og havde os på kollisionskurs med kort afstand! I kikkerten syntes jeg at kunne skimte et svagt grønt skær af en styrbord lanterne midt i dens meget kraftige dækslys. Vi måtte have spilerstagerne af de to forsejl, vende båden 180 grader, og for motoren sejlede vi hurtigt væk. Coasteren pløjede kort efter tæt bag om os, og vi kunne ånde lettet op. Forklaringen på hændelsen må være, at deres autopilot havde været sat til at sejle vest om Saba Bank og falde tilbage på kursen, når de var fri af banken. De havde så valgt at sejle uden udkig og radaralarm, hvilket må siges at være dybt uforsvarligt - især når man ændrer kursen så drastisk.

Uheldet fulgte os, da vi senere opdagede en gaslækage ved slangestudsen bag på ovnen. Den var ellers blevet monteret af en VVS mand, men det er åbenbart ingen garanti. Næste dag gik det hele lidt bedre, og vi strøg afsted for en jævn agten for tværs mod Virgin Passagen ved Sankt Thomas. Nord for Puerto Rico lagde vinden sig, og vi satte for første gang på turen spiler. Den faldt dog ned midt om natten, da blokken til faldet røg af pga. en svigtende sjækel. Det gav en ret våd spiler, men hvad gjorde det, når vi var ved at være fremme ved Samaná bugten i Den Dominikanske Republik.

 

 

Med Love i Den Dominikanske Republik og Cuba

5. Rejsebrev fra en Albin Ballad på vej til Cuba af Bo Albrechtslund.

Tidligere er turen fra Høruphav til Den Dominikanske Republik beskrevet. I dette femte rejsebrev beskrives turen rundt om Den Dominikanske republik og på Cubas sydkyst.

Sejlet distance: 8351 sm, hjemmeside: www.sylove.dk

 

Samaná bugten i Den Dominikanske Republik levede fuldt ud op til Vores forventninger om at se flokke af ynglende pukkelhvaler. Allerede i det fjerne kunne vi ved hjælp af kikkert se de store kroppe forlade deres element for at lande med et gigantisk plask på siden. Da vi var i bugtens munding, så vi store pukkelhvaler til alle sider, og vi lå lidt og cirklede for at nyde synet af de fascinerende dyr. Vi var så heldige at have to hvaler svømmende næsten langs siden af båden, så man tydeligt kunne se dem. Vi så også fænomenet lob-tailing, hvor hvalen rejser sig på højkant med en viftende hale højt hævet over vandoverfladen. Da vi havde fået nok af hvalerne, sejlede vi de sidste mil langs stejle klippesider og jungleskråninger ind til Samaná by. Der var nemlig dybt langs kysten og lave grunde spredt rundt længere ude i bugten..

Samaná by viste sig at være en mindre men meget livlig og pulserende by med en vanvittig trafik, der hovedsageligt bestod af små larmende 100 ccm. motorcykler. Vi blev budt velkommen med et obligatorisk besøg af flåden, en narkobetjent og en tolk. De skulle ikke have anden betaling end bestikkelse, hvilket de var så venlige at oplyse os om, som det naturligste i verden. De var dog vældig flinke og hjælpsomme under hele opholdet. Dernæst kom turen til immigrationskontoret, som stolt reklamerede med ikke at modtage bestikkelse. Til gengæld opkrævede de 42 US $ for båden og 40 US $ for os. Dertil kom 25 US $ i havnepenge til en ikke-eksisterende havn. Det var 4 dyre dage, men folk var sjove og venlige hele vejen igennem.

 

Vi fik set byen på kryds og tværs herunder det store marked, der var et kapitel for sig af råt kød, grøntsager, frisk og rådden frugt, skidt, møg, støv, syge tiggere, tøj, sko, hustlere og souvenirs.

Den ene dag splittede vi op, da jeg ikke kunne holde ud at se flere vandfald og allerede havde set en gummiplantage i Malaysia, hvilket de andre havde til gode. Jeg tog derfor alene rundt på halvøen med ”lokalbusser”, der bestod af minibusser og pick-up Toyotaer med laddet fyldt med mennesker! Jeg fik set de flotteste bjerglandskaber med udsigt over det indre af Samaná bugten, der bestod af mangrove samt en mængde små byer, der var mere eller mindre turistede. På hjemvejen gjorde jeg holdt i en lille flække, hvor vi alle skulle mødes til hanekamp. Guiden, som de andre havde med, troede dog, at det var aflyst, så jeg overværede kampene som den eneste hvide (måske nogensinde) i denne lille arena. Jeg fik en del opmærksomhed i starten og fik lov til at holde en af favoritterne, så jeg kunne vurdere, hvor god den var. Da hanerne blev hentet frem skiftede fokus dog, og en mængde højrøstede diskussioner om hanernes kampevner og udseende startede. Det blev mere og mere livligt, og de lokale glemte nok tiden lidt. Da de havde diskuteret løs i over en time, og jeg havde ventet ligeså længe, startede den første kamp, og støjniveauet blev om muligt endnu højere. Folk råbte og skreg deres lunger ud, hoppede og dansede eller fægtede med arme og ben. Kampen mellem hanerne symboliserede bl.a. folkets vilje til at kæmpe til sidste blodsdråbe og smittede lidt af på tilskuerne, der som hanerne også førte sig frem. Derudover havde de fleste betydelige beløb sat på spil, hvilket hjalp til med at øge spændingen. Kampen mellem hanerne var blodig og på sin vis ubehagelig at se på, selvom de ikke kæmpede til døden her. Spillet mellem tilskuerne var dog meget underholdende, og alt i alt var det en interessant oplevelse.

Efter Samaná sejlede vi til nationalparken Los Haitises, hvor vi ankom i skumringen og kastede anker ved en smuk limstens ø, hvor sølvhejrer, fregatfugle og pelikaner havde slået sig ned i træerne for natten. Området er beskyttet af en lang tange, og her er både små limstensbjerge og mangrove i en stor forvirring. Dette gør stedet meget smukt og varieret. Næste morgen padlede vi i land og så en spændende grotte med enkelte ansigter hugget ind i klippen af Taino indianerne. Vi nåede lige at se det gratis, inden de lokale guider ankom med de andre turister i småbåde, så det var heldigt.

Nu var det tid til at sætte kurs mod Santiago de Cuba, som var turens egentlige mål, hvis man kan tale om et sådant. På vej ud af Samaná bugten fik vi pludselig uvejr med en skypumpe bag båden og meget kraftig regn. Da vi i skumringen forlod det ydre af bugten, fik vi selskab af to pukkelhvaler, der pustede blås ud lige ved båden og sprang ud af vandet, så man kunne se hovedet og deres rynkede hvide bug. Det var en fin afsked, som også blev delt med to livlige delfiner. Resten af vejen til Cuba havde vi stille vejr og blev således en dag forsinket.

Den 1. marts sejlede vi ind i læ af borgen Castillo del Morro og fik en fin plads i en lille marina ved Punta Gorda lidt uden for Santiago de Cuba.

Her blev vi modtaget af intet mindre end ni veloplagte embedsfolk og en labrador! Der gik nogen timer med udfyldning af papirer og tjek af båden, men det hele foregik i en meget behagelig ånd og en noget mere høflig og venlig tone, end vi før havde oplevet det.

I Santiago de Cuba steg Martin og Jens af båden, og vi havde nogle dage for os selv, inden Marias forældre kom på besøg. Dagene blev brugt flittigt på at vedligeholde båden, blive underholdt af havnens charmerende havnemester Jorge, gå på revolutionsmuseer (som der var mange af, da det var her revolutionen startede), se på amerikanerbiler og slutte dagen af med live-salsa eller live-son inklusiv en Mojito eller en Buccanero øl. Det var en rigtig god tid, og vi blev gode venner med en ung fyr, der hed Rafael. Han gav Maria og Martin salsaundervisning og lagde senere hus til en mindre fest med hans kusine som kok og Marias forældre og os som gæster. Det blev en sjov oplevelse med de primære ingredienser musik, dans, rom og cola. Efter atten dage i Santiago de Cuba og en masse gode oplevelser og bekendtskaber rigere, sejlede vi for første gang alene videre vest på mod øgruppen Jardin de la Reina, Dronningens have. Det tog os et par døgn at nå den første ø i gruppen, og den sidste nat havde vi kuling på en halvvind. Vi strøg af sted med to reb i storsejlet og intet forsejl. Godt trætte kom vi i læ bag den lille fiskestation Punta Cabeze del Este. Vi lagde os for anker i en smal rende mellem mangrove-øerne, og de lokale fiskere hjalp os med hækankeret. Næste dag blæste det endnu mere, så vi blev inde i læ og fik fisket, spillet kort og ikke mindst sovet ud.

   

Senere gik turen videre mod Cienfuegos, hvor vi skulle have en ny gast ombord, der også hed Martin. På vejen oplevede vi det sære fænomen, som vi fik rigeligt af på tilbagevejen mod Santiago de Cuba. Nemlig at vinden langsomt tog til fra solnedgang hen til midnat, hvor der så var hård vind og kuling. Fra solopgang aftog vinden meget langsomt, indtil der var vindstille sidst på eftermiddagen. Dette betød en meget aktiv forgast med brug af alle fire standard genuaer og stormfok hvert døgn. Stormfokken havde ellers ikke været meget i brug, men den kom til sin ret her med kun 7 m2.

I Cienfuegos påmønstrede Martin, og vi fik set byen sammen og handlet stort ind. Vi ville nemlig bruge noget mere tid på de øde mangrove-øer og uspolerede koralrev i Jardin de la Reina på vejen tilbage til Santiago. Første stræk var dog kun 45 sm. til Casilda, hvor vi som de eneste turister blev hjulpet ind i en lille næsten helt tillukket lagune med palmehytte-bar på broen. Vi tog på udflugt op til den nærliggende by Trinidad, hvor vi besøgte den familie, som vi boede hos første gang, vi var der, året forinden. Det blev et meget glædeligt gensyn, hvor vi huskede tilbage på spændende politiske samtaler om Fidel Castro. Herfra gik turen så tilbage mod Santiago de Cuba med første stop i det øde Estero Inglés. Her havde vi to spændende dage, hvor vi padlede gummibåden 2 sm om til sydsiden af området. Her var der ikke mangrove men hvid sandstrand beskyttet af et meget fint koralrev. Der blev harpuneret hummere og fisk, som vi kunne spise os mætte i hver aften, og Maria ventede på stranden med kryds & tværs samt besøg af en stor nysgerrig trærotte. Næste destination blev Pasa Cachiboca, hvor vi fangede to Barracudaer lige, inden vi skulle kaste anker. Området viste sig at være knap så egnet som ankerplads, men det var ved at blive mørkt, og det blæste en del allerede. Pga. meget kraftig strøm og små stejle søer brugte vi to separate ankersystemer. Et CQR-anker på 13 kg med 40 m 8 mm kæde og et 10 kg Bruce med 11 m kæde og blytov for resten af længden. Det viste sig dog næste morgen, at vi var drevet et par hundrede meter, heldigvis på langs af kysten! Sidste stræk blev til Punta Cabeza del Este, hvor vi også havde været på vejen til Cienfuegos. Det blev en dag med krydssejlads i hård vind, så det var lidt hårdt og meget vådt. Da vinden lagde sig sidst på dagen kunne vi dog slappe af og fiske lidt. På vejen ind til ankerpladsen fangede Martin en lille Bonito, der dog nåede at blive bidt midt over af grådige og glubske Barracudaer.

Inde i lagunen lagde vi denne gang til langskibs ved fiskerhytten. Det gav sig udslag i en hyggelig aften, hvor de gav hummer og fisk, og vi gav øl og sønderjysk kartoffelspegepølse i små bidder. Næste aften gik turen videre mod Santiago de Cuba, og vi var så heldige ikke at få mere kuling.

Da vi nærmede os havnen i Santiago de Cuba, kaldte havnemester Jorge os op på VHF-radioen og bød os velkommen tilbage. Her kommer ikke mange sejlere, så man bliver husket. Den sidste tid i Santiago de Cuba gik alt for hurtigt med mange indkøb og arbejde på båden. Vi nåede dog endnu en festlig tur på Casa de la Musica med høj cigarføring, rom og øl.

Næste stop var Santo Domingo, hovedstaden i Den Dominikanske Republik, 550 sm. mod øst, hvilket vil sige en lang tur på kryds. Jeg foretrak dog at vinde noget højde langs kysten i stedet for at have modvind meget af vejen til Bermuda på det åbne ocean. Det er prisen, man må betale for at sejle så langt mod vest med passaten bag sig.

Vores første møde med Santo Domingo bød på en irriterende havne-manager, der bagtalte og leflede, når han kunne komme til det. Det næste var en høj udgift til havnen, der ikke var særlig god. Den tredje blev en immigrationsdame, der ikke ville give os visum til de dage, som vi havde ret til samt snød os med prisen, så vi kom til at betale 130 US $ bare for at rejse ind i landet. Senere fik vi besøg af en narkobetjent, som sagde, at han ikke ville ”fucke noget op for os”, hvis vi betalte ham et beløb under bordet. Dejlig velkomst! Resten af dagen gik så med at pakke sejl, vaske båd og endelig blive snydt af en taxachauffør på vej ind til et velfortjent måltid i byen.

Selv om havnen ikke lå særlig langt fra centrum, skulle vi af sikkerhedsmæssige grunde køre i bil efter mørkets frembrud. Den ene taxa, vi kørte med, havde dog skudhuller i siden, så jeg ved ikke hvor sikkert det var heller. I Santo Domingo skulle vi desværre arbejde meget på båden, da den havde fået en del utætheder af den lange vej på kryds. Der var også en del af apteringen, der knagede for meget, og som derfor skulle efterspændes og forstærkes. Dagene gik derfor primært med at arbejde på båden. Vi fik syet windbreakers hos en skrædder og købt træ til forbedringer, alt sammen i et charmerende og livligt gammeldags håndværker kvarter, hvor hver gade havde sit fagområde. Vi fandt hurtigt ud af, at de fleste folk forventede, at vi kastede dollars efter dem uanset, hvor lille en tjeneste de gjorde os eller ikke gjorde os. Det var virkelig belastende, og jeg har ikke før oplevet folk så pengegriske og samtidig uduelige og langsomme som i dette land. En positiv ting ved alt båd-arbejdet var dog, at vi hver dag spiste middagsmad på den lokale bar, hvor alle de ansatte på havnen også kom. Det blev til nogle hyggelige pusterum med den søde indehaver og god lokal mad. I Santo Domingo sagde vi også farvel til Martin, som skulle videre rundt i Mellemamerika med rygsæk.

Da vi endelig var færdige med at arbejde og handle billigt ind, sejlede vi en nat igennem til La Romana, hvor de sidste indkøb af friske varer til Bermuda-turen blev gjort, de sidste hængepartier på båden blev lavet, og vi fik kigget lidt på den meget fattige og lidt kedelige by. Vi fik dog en sjov plads på floden Rio Dulce, idet marinaen her var privat uden mulighed for at lægge til for fremmede. Vi måtte derfor ligge uden på to mindre færger med en masse flinke lokale havnearbejdere på. Her lå vi så mellem en sukkerfabrik og en jernbanebro med tudende godstoge, der transporterede sukkerrør ind til forarbejdning. Det var meget primitivt, og vi fik brug for alle vores fendere, men også lidt hyggeligt.

Det var nu tid til at drage hjemover efter en utrolig spændende tid i Cuba og tilsvarende udfordrende tid i Den Dominikanske Republik. Vi havde virkelig mærket, på både godt og ondt, at man i disse lande ikke var vant til fremmede sejlere. Det var dog hele omvejen værd, og især Cuba vil altid have en stor plads i vores erindring og hjerter.